Kanchanaburi og selvrealisering

Kanchanaburi og selvrealisering

Blot et par timers kørsel fra det kaotiske Bangkok, ligger en lille overset perle. Kanchanaburi er en rolig by hvor kaos er et fremmedord, og hvor freden dominerer. Det vil sige, det meste af tiden – den fredfyldte stemning afbrydes indimellem kort, når byens flod befolkes af japanske og kinesiske turister, som synger karaoke på store både. Det lyder sjældent godt, men frembringer smil hos dem, der har besøgt Kanchanaburi – der er en charme i den slags.

Thailand bliver af de fleste turister forbundet med enten sydens smukke strande og øer, eller Bangkoks larmende kaos. Det er synd, for det gør, at de fleste glemmer, at Thailand også er en frygteligt masse andet. Kanchanaburi er ikke blot interessant fordi byen i sig selv er dejlig, men fordi den rummer en masse historie. Det ældre publikum vil kunne huske filmen ”Broen over floden Kwai”, og Kanchanaburi huser selvsamme bro og den historie der hører med. Grundlæggende handler det om, at da Japanerne engang havde magten i meget af Asien, ønskede de at bygge en jernbane fra Thailand til Burma (Myanmar). Dette skulle gøres på rekordtid, og kostede en helvedes masse liv grundet latterligt kummerlige arbejds- og leveforhold. Besøger man Kanchanaburis kæmpestore kirkegård dedikeret til ofre, eller besøger byens museum om historien, forstår man, hvor alvorlig situationen har været, og hvor meget respekt den fortjener. 

Kanchanaburi Thailand Death Railway

Selvrealisering – hvor meget er for meget? 

Det de fleste ser i Kanchanaburi, er desværre ikke hele historien. Mange kigger blot forbi for at se broen med turistbussen fra Bangkok, hvorefter de smutter igen.

Ved vores besøg på broen fik jeg ret hurtigt ondt i maven over det jeg så – måske jeg er blevet gammel? På broen var der næsten ingen der kiggede på broen. De fleste tog billeder af hinanden i den perfekte posering, med det perfekte tøj – billederne handlede slet ikke om broen. Broen var blot tilfældigvis en pæn baggrund til selvrealiseringsprojektet. Jeg fik samme følelse som dengang vi besøgte Toul Sleng Prison i Cambodja, hvor en på omtrent min egen alder, gik ind i én af de små fængselsceller, og lukkede døren for at kunne lave fjollebilleder ud af cellens lillebitte vindue.

I kraft af at jeg skriver en blog og instagrammer en del, er jeg i høj grad en del af dem, der selvrealiserer sig gennem sociale medier. Jeg ved det godt – jeg blev bare ramt af, at så få virkede til at forholde sig til, at det her er et sted der har kostet sindssygt mange liv at lave. At folk er døde lige hér, for at du kan stå og tage billeder lige dér. Jeg håber sådan, at de ikke vidste, hvilken historie der lå bagved. Min helt egen personlige, i-behøver-ikke-være-enige holdning er bare, at visse steder ikke skal bruges som en tilfældig baggrund for din selvrealisering. Tag endelig billeder, spred historien, inspirér folk til at komme og besøge stedet – men kan vi ikke lade være med, at få billederne til at handle mere om dit perfekte hår/tøj/make-up, end den historie der rent faktisk ligger bag?   

Det er her, jeg tænker, at jeg muligvis er blevet gammel. Ikke desto mindre, er jeg enig med mig selv om, at jeg vil blive ved med at forholde mig til, hvordan den slags historier formidles i forbindelse med mit eget selvrealiseringsprojekt.

Hvor meget er for meget?   

error
Luk menu