Efter 3 ugers rejse i smukke smilende Cambodja, er vi endt ved sidste destination her: Phnom Penh. Hovedstaden minder ualmindeligt meget om Bangkok for omtrent 10 år siden. Storbyagtig i sin spæde form, med bredere gader og velholdte parker, men uden at højhusene er det helt dominerende endnu. Det kommer dog – overalt ser vi opstartede byggerier, og inden længe vil Phnom Penh ligne de fleste andre nymodens sydøstasiatiske storbyer. Charmen bibeholdes af små snirklede gamle gader, og streetfood på ethvert gadehjørne.
Phnom Penh rummer også i høj grad fortællingen af Cambodjas historie. Det er her vi får mulighed for, at se Cambodjas ulykkelige og ikke så fjerne fortid i øjnene.
Tuol Sleng Prison
Tuol Sleng Prison er et fængsel skabt under Pol Pot, og blev brugt til at opbevare og torturere informationer ud af fanger. Når fangerne havde givet de rette informationer blev de likvideret. Fængslet består af en gammel skole, som blev indrettet til formålet. Du kan måske forestille dig hvor decideret bizart det er, at besøge et sted, der først har skullet rumme glade skolebørn og læring, og herefter død, ulykke og tortur. Den smukke gårdhave med mangotræer og vajrende palmer står i kæmpe kontrast til det vi møder bag de slidte vægge. Her er rum og instrumenter lavet til det formål at skade, og så er der rækker og atter rækker af billeder. Billederne er af dem som var her – mellem 14.000 og 20.000 mennesker. Kun 7 kom derfra i live. Hvordan kan fuglene overhovedet kvidre på det her sted?
Vi kigger på billederne og herefter ned i gårdhaven, hvor skoleklasser kommer hertil på udflugt. Det er ikke usandsynligt at mange af børnene kan risikere at finde deres bedsteforældre blandt alle billederne. Når Pol Pots regime førte nogen bort, vidste man ikke hvorhen. Mange har forsvundne familiemedlemmer, som kunne være døde her, uden at man har vidst det. De fleste af skolebørnene har forældre der opvoksede i den tid, hvor al den ulykke foregik – for utroligt mange har det medført svære psykiske problemstillinger.
Hvorfor smile?
Tuol sleng gav mig enormt meget at tænke over ift. alle de smil og varme øjne vi møder på vores vej gennem Cambodja. Med tanke på historien, hvordan skal de smil så tolkes? Det meste af tiden tænker jeg ”Wow, de har været igennem så meget og kan alligevel bevare en positiv indstilling!” , eller ”De værdsætter virkelig de små ting i livet, fordi de før har haft så lidt”. Fængslet fik mig til at tænke ”Et smil er det letteste at gemme smerten bagved”. Jeg ved ikke hvad der er rigtigt – måske lidt af det hele?
Med tanke på al den smerte, blev jeg bare husket på, at jeg ikke altid bør tolke et smilende folk som værende et folk af glade mennesker. Indimellem vil det måske være mennesker der er dybt ulykkelige, og netop derfor smiler de. Så slipper man nemlig for at tale om og forholde sig til at det, der gør ondt. Smilene bliver skjoldet.
