Når man kommer til Cambodja, bliver Angkor Wat noget næsten uungåeligt – jeg mener, de har det på deres flag altså!
Det kan godt være lidt svært, det med templer, når man har været afsted så længe. Med en ret stor række templer bag os på turen, kan man let få følelsen af, at har man set én, har man set de fleste. Da Angkor Wat dog består af en helt tempelby, lød det noget anderledes end det vi ellers havde set, så måske vi kunne overraskes af templerne her?
Med tanke på Angkor Wats abnorme popularitet i Cambodja, virkede det som den eneste rigtige løsning at komme til solopgang. Ikke kun fordi solopgange er smukke, men altså også fordi, at det forhåbentlig ville give færre mennesker omkring os at møde tidligt op. Kl. 4.20 (zzz!) denne morgen måtte vi hoppe på en tuktuk, og lade os køre mod templerne, for at nå solopgangen. Vi måtte sammen med de mange andre der også skulle se solopgang, famle os frem i belragende mørke, for at nå udsigtspunktet ved søen foran selveste Angkor Wat. Vi blev hurtigt glade for, at vi var der tidligt, for snart var der mange mennesker – rigtig mange! Vi tog derfor en hurtig beslutning – vi ville forsøge at få et ok billede af solopgangen, og herefter smutte væk fra menneskemængden, for rent faktisk bare at NYDE synet. Da vi så gik lidt væk fra menneskerne, måtte jeg alligevel tage et billede. Det så simpelthen for sindssygt ud!
Fototid versus tilstedeværelse
Balancen mellem at være til stede der hvor man er, og så liiige at skulle have et billede, er svær synes jeg. Jeg tænker at vi ved Angkor Wat blev særligt bevidste om at ligge kameraet mere væk, fordi der var så mange med kameraer fremme konstant.
På trods af, at folk spredte sig langt mere efter solopgangen, og at vi ikke fandt os lige så generet af mængden af turister som ventet, var en ting fælles for de fleste: Folk skulle tage billeder hele tiden! Ikke så meget af omgivelserne, mest af sig selv. Jeg forstår sagtens behovet for at få et godt billede med hjem, men hvis selfies kommer til at være oplevelsen, og oplevelsen ikke bliver oplevelsen, tænker jeg at man misser så meget!
Jeg tænker ikke, at jeg er vildt meget bedre, for jeg vil også gerne have et godt billede! Jeg går da og sniger mig rundt med kameraet når Alex ikke lægger mærke til det, og det betyder jo også at man tit bare render rundt med kameraet i hånden. Angkor Wat gjorde mig i al fald bevidst om, at vi skal huske ikke kun at opleve gennem kameraet og være mere til stede!
