På ægte backpackermanér tog vi for en uges tid siden den helt og aldeles klassiske bustur fra Bangkok til Siem Reap. Et par timers kørsel og en forholdsvis let grænseovergang efter, befandt vi os begge i Cambodja for første gang. Sceneriet udenfor bussens fedtede vinduer skiftede tydeligt efter grænseovergangen. Byerne var små, blikskurene mange og hvad der jævnfør Google Maps lignede Cambodjas hovedvej, var bette. Der var ingen tvivl om, at her har folk ringere levevilkår end de andre steder vi har været. Det forunderlige ved mødet med det Cambodjanske folk, er de varme øjne og det evige smil der sidder på alles læber – ikke meget ulig Vietnam. Alle er søde, rare og venlige, selv når de prøver at sælge dig ting, og er alt for pågående. Vi ved at meget få, af disse varme øjne ikke har set folkemord – gad vide hvordan de gør?
At folk der intet har, kan opretholde en form for positivitet er dybt inspirerende. Vi har efterhånden oplevet i samtlige lande på denne tur, at positiviteten også lever hos de mindre priviligerede. Jeg tænker ikke helt naivt at der ikke kan ligge en masse smerte bag de mange smil, men det får mig virkelig til at tænke over egen indstilling til tingene derhjemme. Når man ser smilende mennesker kæmpe for at skaffe mad på bordet til deres unger på daglig basis, syner danske hverdags problemer som travlhed, tøjkriser og dårligt Wifi, meget små. Det er klart, at forskellige kontekster sætter problemer i forskelligt lys, og giver dem forskellig værdi – men alligevel. Jeg ville virkelig gerne tage den erfaring med mig hjem.
At lære af sine erfaringer
Det kan være svært, at huske de erfaringer man har gjort sig på sin rejse, når man kommer hjem. Det helt klassiske mønster består i, at man lærer en masse, LOVER sig selv at tage erfaringer med hjem, og ender tilbage i den gamle tromle i løbet af 1 uge. Det sker selvfølgelig ikke med alle erfaringer, men det er nu ret klassisk, at meget af det rejser lærer os, ryger i hverdagssvinget. Det sker for selv de bedste. Hvis jeg kunne tage en erfaring med hjem, som jeg realistisk kunne holde fast på – ja så var det, at smile mere af mine hverdagsproblemer. Jeg har nemlig set så mange med langt færre privilegier i livet, som med garanti smiler mere end jeg selv!
