Nogle gange husker vi alt som var det i går, og andre gange skal man have minderne smidt direkte i fjæset for at huske dem. Sådan var det tilfældet for mig, da jeg ankom til Lampang i Thailand. Alex havde foreslået byen som den sidste rigtige destination inden Cambodja, og jeg tænkte at navnet lød bekendt, men slog det hen med at jeg engang har været i Luamprabang, som minder lidt om navnet. På første morgen må vi ud at finde morgenmad, da vores homestay ikke udbyder dette.

Til vores store lettelse udbyder guesthouset lige inden ved siden af morgenmad – lettelse, da Lampang er enormt stille fordi der åbenbart holdes meget fri lige efter nytår. Det resulterer i en masse lukkede restauranter og butikker. Vi bliver vist hen til morgenmadsbordet af en dame med venlige blå øjne, og i det sekund slår det mig. Jeg kender hende, og jeg kender det her sted!

Flashback

Jeg bliver kastet tilbage til den allerførste tur jeg rejste med rygsæk, med min familie for omtrent 12 år siden. Vi har rejst den lange vej fra Danmark til Bangkok. Straks efter ankomsten tager vi nattoget til Chiang Mai i det nordlige Thailand. Turen går ikke som forventet, for vi bliver vækket tidligt og bliver smidt af toget – der er oversvømmelse på skinnerne til Chiang Mai og vi skal af her. “Her”, viser sig at være Lampang, og vi begiver os ind mod byen for at finde overnatning. Her finder vi et hyggeligt guesthouse ud mod floden bl.a. ejet af en europæisk dame med venlige blå øjne.

Det er et syret flashback; tænk at det først nu går op for mig, at dette var vores allerførste midlertidige hjem i Asien nogensinde?!

Lampang

Lampang viser sig at være en charmerende og søvnig affære, da de føromtalte fridage efter nytår gjorde, at meget af byen var lukket. Charmen består i den ret elaborate street art der er smukt spredt udover de fleste bygninger langs floden, og den evigt rare fornemmelse af, at her har ingen travlt.

Vi blev hurtigt klar over, at vi måtte ud af byen hvis vi ville beriges med nogle lidt særlige oplevelser.

Wat Chaloem

Én af grundene til, at det som regel lykkedes os at finde nogen lidt afsides attraktioner, er Alex’ evige googling på “hidden gems” i de forskellige byer vi befinder os i. Sådan var det også tilfældet her, hvor hans research virkelig gjorde vores tur ud af Lampang til noget særligt.

Gevinsten kommer ofte efter arbejdet, og det var også tilfældet ved vores besøg til Wat Chaloem. Wat Chaloem er et tempel bygget på toppen af et bjerg. Templet er eftersigende bygget af en munk, som tilmed selv har slæbt byggematerialerne hele vejen til toppen. Gåturen er ikke så lang derop, da man ved indgangen til attraktionen bliver kørt et godt stykke op af bjerget. Vi er i herredårlig form begge to, så naturligvis var det med sved på panden (og alle andre steder for den sags skyld!), at vi nåede toppen.

Pagoderne på toppen af bjerget, med baggrund af smuk blå himmel må blive blandt mine ynglings tempelbesøg – og jeg har set en del! Den afsidesliggende placering gav templet den ro som templer bør omgives af, men som ikke altid er opnåelig i Bangkoks gader. Det virkede umiddelbart fjollet at bygge et tempel så langt væk fra alting, men det gav pludseligt mening da vi blev ramt af stemningen.

Buddhisme i Thailand

På trods af at være selverklæret ateist, har jeg kæmpe respekt for den måde Thaierne udøver deres religion på – den er nemlig utroligt nærværende alle steder. Ethvert hus i Thailand med respekt for sig selv har et alter der altid er pyntet med røgelsespinde og gaver, busser og biler males indeni og velsignes af munke, bedekæderne hænger i bilens vindue, der er templer på ethvert gadehjørne, munke der får førsteprioritet på offentlige transportmidler o.s.v. o.s.v.

Hvor det i Danmark er ret almindeligt at være lidt pseudokristen, og hvor kirken ofte er et sted hvor dåb/bryllup/begravelse finder sted i traditionens navn, er det forfriskende at se nogen for hvem religionen er så integreret i hverdagen. Her gør man sig umage, med det man tror på – måske vi kunne lære noget?