Alle gode ting må have en ende – sådan er ordsproget, og sådan er det også med denne rejse.  Om små 8 dage sætter vi os på en flyver i Hanoi, Vietnam og inden længe er vi på dansk jord. Den opmærksomme læser vil måske tænke; har i ikke allerede brugt 2 måneder i Vietnam tidligere på rejsen? Og jo. Det har vi, og vi brugte så længe i Vietnam, fordi vi knuselsker Vietnam. Den uendelige strøm af osende motorbikes, der gør vejen til en form for forhindringsbane, den friske knasende sprøde og lækre mad, smilene, og de høje vietnamesiske stemmer, der for evigt vil fylde Vietnams gadeliv.

Vi opdagede på et tidspunkt at ikke alle asiatiske lande talte til os lige meget. Malaysia sagde os ikke lige så meget som f.eks. Thailand og Vietnam, og hvorfor egentlig det? Vi blev enige om, at det må være fordi kulturen er så nem at få øje på i netop disse lande. Hele livet leves på gaden i Vietnam, lige fra nabosammenkomster til madboder, til gadefrisøren. Vietnam er In your face Asien, og du ville aldrig være et sekund i tvivl om, at det er Vietnam du befinder dig i. Personligheden er i den grad til at spore.

Vi besluttede os for, da vi sad på vores terrasse på Bali, at det måtte være her i det elskelige kaos, at vores rejse måtte få sin ende. Da vi ramte Ho Chi Minh for blot et par dage siden, mærkede vi begge, at det var den helt rigtige beslutning. Er det trist? Lidt, men mest meget underligt. Backpacking har været 100 % af vores liv i et helt år, og tanken om at det skal fylde meget lidt lige om et øjeblik, er meget syret. Heldigvis fortryder vi intet, for vi har givet os selv én af de største gaver i verden – total frihed. Heldigvis er vi også klar på, at den der totale frihed efter et år gerne må byttes, med job, regninger og flere krammere til familie og venner.

Dette bliver mit sidste blogindlæg på selve rejsen, og så kommer der nok til at være ét mere, om det at være kommet hjem. Jeg kommer ikke til at stoppe med at skrive om at rejse her, omend der nok bliver længere perioder mellem indlæggene. Vi er enormt taknemmelige for dem der har gidet drage med på eventyret gennem bloggen, og har et spinkelt håb om, at nogle af jer stadig har lyst til, at læse med når hverdagen rammer os, og indlæggene bliver drevet mere af rejsefeber, end af egentlig rejse. Tak for jer!