Backpacker Challenge! – Trek i junglen 3 dage

Backpacker Challenge! – Trek i junglen 3 dage

Lad mig understrege, at havde Alex og jeg på denne del af turen rejst alene, havde vi med al sandsynlighed ikke valgt et flerdages trek i Sumatras jungle – med overnatning i telt. Det skal her understreges at jeg faktisk HAR overnattet i både jungle og pampas, men aldrig i telt. Generelt er vi store fans af den slags trek, hvor man lige kan komme tilbage til en seng og et bad ved dagens ende.  Da vi i sin tid planlagde den del af årsrejsen hvor min familie skulle rejse med, virkede det bare så legende let at sige ja tak til jungletrek, og så lige lykkeligt glemme det i 1 års tid. Nu stod vi her altså – læs her hvordan det gik!

Dag 1

Overvejer fra morgenstunden af om ikke jeg liige er blevet lidt syg – du ved, syg nok til ikke at måtte være i junglen agtigt. Kroppen modarbejder mig, og har det perfekt..

Vi møder vores 2 guides, og det viser sig, at den ene har trekket med resten af min familie før, så de kender hinanden. Ja, min familie har gjort det her før – er de væsentligt sejere end jeg? Med al sandsynlighed. Vi er ikke mange skridt ind i vores trek før vi ser den første orangutang – områdets store attraktion. Mange flere følger, og vi bruger længe på at observere disse finurlige og sjove aber. Vi ser Hornbills med de sjove næb, der er så store, at man tydeligt kan høre vingefangets sus når de flyver forbi. Vi er alle fans af at se dyrene i deres naturlige omgivelser, og derfor ser vi ikke dyr så ofte – til gengæld er det mega stort når det sker! Guiderne er opmærksomme, og ser alle de dyr og planter vi ikke opdager.  I starten af trekket er der flere mennesker, i kraft af at mange er på endagsture.

Efterhånden ser vi færre mennesker, men også LANGT sværere terræn. Det har regnet i nat, hvilket betyder masser af mudder og mulighed for at falde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at både Alex og jeg ikke er i god form, og at mine koordinations- og vejrtrækningsevner er yderst tvivlsomme. Fordi terrænet konstant går op og ned er vi konstant forpustede, og på trods af, at jeg gør mit bedste vil mine fødder simpelthen ikke samarbejde, og jeg falder flere gange. Heldigvis har vi en sublim bagtropsguide som hopper rundt i terrænet med forbavsende lethed og hjælper os.

Jo længere turen bliver, jo mere negativ bliver jeg, fordi magtesløsheden over ikke at have kontrol over egen krop i det her terræn, overmander mig. Jeg forsøger at holde det inde i mig selv, men er indimellem så presset, at jeg er på grådens rand. Jeg har overskredet egne grænser for fysisk formåen, og jeg ved det – ærgrelsen består i, ikke at have sagt fra til et trek, som jeg nok godt vidste ville blive for svært.

Da vi ENDELIG ankommer til campen smider jeg mig i det bagerste telt, og forsøger at få lov til at være skidedårligt humør, og så samtidigt ikke lade det gå ud over de andres gode vibes.  Jeg muler indtil det dårlige humør forsvinder, og verdens bedste mand giver kaffe og masserer mine fødder.

Både Alex og jeg har været mega pressede det meste af dagen, og min mor har smerter i sit knæ hvilket falder lidt uheldigt sammen med at resten af vores ellers ret tålmodige familie har været udfordret tilpas.  Problematikken fremføres for vores guider, som heldigvis finder en løsning: Vi deles op i 2 hold i morgen, så alle udfordres tilpas. Jeg ånder lettet op, og kan nyde både familiesamvær og et overraskende overdådigt aftensmåltid.

Orangutan mor og unge – vi var så heldige at komme helt tæt på!

Dag 2

Er min krop blevet til bly? Teltene har sådan set været fine, men et tyndt liggeunderlag kombineret med gårsdagens fysiske anstrengelser, har givet alle halvdårlig søvn. Vi erfarede i går at der var igler i den flod vi bor ved siden af, hvilket lige understreges ved at min søster bliver bidt af én fra morgenstunden – jamen godmorgen! Vi får serveret morgenmad imens vi spiller terninger, kigger på kæmpesommerfugle og råber venskabeligt af hinanden – ja, det er altså et biprodukt af at spille spil i min familie.

Jeg kigger mig omkring og tænker, at det faktisk er helt ok at sove herude, hvis ikke det var for alt det hårde trekking. Jeg er overrasket, for jeg troede, at det ville være omvendt.

Familien deles nu i 2, så vi hver især kan blive udfordret på vores niveau. Min mor, Alex og jeg går langs vandet tilbage mod byen vi kom fra – Bukit Lawang. Herefter går/klatrer/krydser vi floden, for at nå vores camp. Tempoet er tilpas, og der er ingen risiko for mudderskred og store op- og nedstigninger her – til gengæld kræver det lidt snilde at klatre i klipperne langs floden, samt at krydse flodens stærke strøm. Pludselig kan jeg se charmen ved turen!

Fordi jeg er udfordret uden at være presset til grænsen, lægger jeg pludseligt meget mere mærke til mine omgivelser, og hvor smukt her egentlig er. Junglen tårner sig op på begge sider af floden, og vi sender en kærlig tanke til resten af familien, som vi ved skal krydse det virkeligt høje stykke jungle.  Da vi ankommer til campen må vi vente en smule på de andre. Da de ankommer har de haft en hård men god dag. Vores opdeling var vidst en succes.

Bukit Lawang Hike Indonesia Sumatra
Efter dagens hårde trek, står den på afslapning med terningespil i fortryllende omgivelser!

Dag 3

JAAA! I dag skal vi tilbage til civilisationen! Vi bruger dagen i nærheden af campen, hvor vi bader. Jeg tror vi alle sammen priser os lykkelige for, at vi ikke skal trekke i dag. 2 dages trek og endnu en nat med dårlig søvn, har gjort alle trætte. Det begynder også at virke tiltalende med et rigtigt bad – vi har kun kunnet bade i flodvand de sidste par dage, og fordi maden laves over bål, lugter alle kraftigt af bålrøg.

Dagen sluttes med, at alle skal sejle tilbage til Bukit Lawang, i sammensurrede store gummiringe.

Hvad lærte vi?

Jeg lærte, at jeg skal huske, at man gerne må sige nej. Der er helt sikkert masser af jungletreks vi skal ud at opleve i fremtiden – det skal bare ikke være af den sværhedsgrad, og i så længe. Det var overraskende nok ret fint at overnatte i junglen, og jeg var personligt ikke så generet af manglen på rigtig bad og tvivlsomme toiletforhold.

Når man gør de her lidt mere ekstreme ting, bliver man altid bragt tættere sammen som familie, og det har helt klart også været tilfældet denne gang.

 Vi snakker tit i familien om, at hvis det er en svær eller hård tur, så er det tit en god historie når det er overstået – denne tur må høre i den kategori!  

error
Luk menu