Fra det sekund vi trådte gennem security for sidste gang, og ind i familie og venners trygge favn, har vi skullet omstille os. Jeg brugte de første dage på at gå momentært i panik over at alle kørte i ”den forkerte side” af vejen, at være overrasket over, at alt rent faktisk foregik til tiden og at man ikke længere behøver at tage imodium, hvis man kommer til at få vand i munden når man bader.

Velkommen hjem – eller hvad?

Noget der særligt ramte os, var da vi lige var landet i Billund, og vi skulle have vores baggage. Helt ”tilfældigt” (vores fly kom fra Istanbul) skulle de igennem en ekstra scanning efter baggagebåndet, og allerede her blev vi bevidste om den kæmpe kulturforskel der er, mellem Asien og Europa – i Asien er alle nemlig venlige i offentligheden. Vi blev i Billund mødt af sure mennesker, der vrissede og kommanderede – gerne på dansk, så alle engelsktalende i lokalet ikke anede hvad der foregik, men til gengæld fik et skidedårligt første indtryk af Danmark. Havde det været mig, havde jeg ikke haft lyst til at returnere til Danmark, og det er jo altså lidt synd. På den ene side er der noget rart over den ærlige danske no bullshit tilgang til tingene, og på den anden side ville det måske klæde os, at skrue lidt  ned for blusset. 

Vi har i al fald begge vænnet os til det asiatiske smil, og skal lige falde til i, at tingene ikke forholder sig sådan herhjemme. 

Hvad så nu?

Nu forsøger vi, at blive ret almindelige og borgerlige. Lejlighed, en lille kanin og et arbejde. På den ene side er stabilitet og fast adresse jo en kæmpe gave, og på den anden side kan det jo godt syne væsentligt mindre farverigt, set i lyset af det liv, vi har levet det sidste års tid. Vi er dog helt ok med færre fantastiske oplevelser for en tid, da vores hjerner utvivlsomt trænger til at bearbejde alt det vi allerede har oplevet.

Når vores liv måske indimellem vil blive alt for ordentligt, vil vi kigge tilbage på denne her tur, og huske os selv på, at vi kan gøre nøjagtig det vi vil, hvis vi beslutter os for det. At kunne tænke sådan giver en masse mental frihed, selvom vi ikke tænker, at vi skal ud at rejse SÅ længe lige foreløbigt. Jeg er enormt stolt af, at vi har kastet os ud det projekt det er, at planlægge sådan en tur, og så samtidigt lykkedes så godt med udførslen. Jeg tror, at jeg har lært mere på dette år, en jeg har lært i nogen skole jeg nogensinde har gået på. Fordi jeg har rejst længe før, ved jeg dog af bitter erfaring, at man desværre glemmer mange af de store tanker og eksistentielle spørgsmål man huskede at stille sig selv da man rejste. Om lidt tager hverdagen over, og meget af det vil blive glemt. Jeg håber, at bloggen vil huske os på en lille del af det.

Er rejsefeberen så et færdigt kapitel tænker du? På ingen måde. Jeg kan afsløre, at efter omtrent 2 uger hjemme, begyndte jeg at gøre mig tanker om sommerferien næste år, og måske nogle weekendture derimellem. Ingen af os føler dog synderligt trang til at hoppe på en flyver lige foreløbigt, så mon ikke næste eventyr bliver lidt mere close to home. For hvad gør man, når alle ens drømme er gået i opfyldelse? Man finder da på nogle nye!