Dagen hvor det meste går galt

Dagen hvor det meste går galt

  • Post author:
  • Post category:Thailand

Ligesom alle andre steder i livet, er der også dage som backpacker, hvor intet går som du forventede. Det er ikke nødvendigvis dårligt, måske er det endda små gaver i forklædning. Denne dag var en af disse dage.

Over morgenmaden denne morgen fik vi en sludder om, hvad dagen mon skulle bruges på. Vi blev enige om at først en thaimassage og herefter en gåtur i et af områdets lokale kvarterer, skulle udgøre dagens underholdning. Alex tænkte så omsorgsfuldt at han lige ville smutte i bad inden massage, da han syntes det var synd for den massør der skulle fedtes ind i hans nattesved. Denne ”det gør jeg lige hurtigt” tanke endte med at tage det meste af formiddagen. Sagen er den, at vi bor et sted hvor vi har eget værelse, men vi deler badeværelse med etagens andre beboere. Vi har før boet sådan, og har haft rigtig positive erfaringer med det. I dag var der bare en helt flok af vores naboer, der havde besluttet at tage bad på én og samme tid. Dette resulterede i kø til badeværelset, og Alex gik tålmodigt forgæves 3-4 gange, indtil han endelig opgav sit foretagende – øv! Vi besluttede  så ved en 11-tiden efter al den ventetid, at vi hellere måtte tage gåturen i det lokale kvarter først, og så se om eftermiddagen ville bringe mere held med badet.

Da vi forlod vores hostel, begyndte Alex at nyse helt hysterisk – allergiske reaktioner er en fast del af hverdagen for ham, og ofte uden en helt åbenlys årsag hertil. Vi måtte derfor rende på apoteket for at købe allergimedicin og pleje den stakkels næse, mens håbet om at komme nogen steder langsomt svandt for os begge. Formiddagens kompromis blev en tur til den nærmeste park, som var både smuk og velholdt, og med udsigt til den flod som deler Bangkok i to. Da vi sad der med hinanden i hånden på bænken i parken og så udover flodens mudrede vand, med flodpramme der søvnigt drev forbi, følte vi alligevel at vores formiddag var reddet. Vi sad der længe, og nød at vi intet skulle nå, og at det ikke gjorde noget at formiddagen blev anderledes – virkeligheden ved et års rejse er jo, at hvad man ikke nåede i dag, kan man jo altid nå i morgen.

Da maverne endelig rumlede nok til at vi gad flytte os efter frokost, besluttede vi at sætte kurs mod en streetfoodbod, som vi fik god mad ved den anden dag. Den viste sig (selvfølgelig) ikke at være der i dag, så vi endte med at spise dejlig og billig gademad hos  en anden gadebod. Alex måtte herefter hjem til vores hostel og pleje allergien i et par timer. Her var badet heldigvis frit, så senere venter en massage – hvis det da ellers går, som vi forventer.