Backpacker challenge! – Sov på dorm i 4 dage

Backpacker challenge! – Sov på dorm i 4 dage

Som backpackere virker det oplagt, at vi skulle have levet de sidste 10 måneder på dorms (dorm=fællessovesal), med andre eventyrlystne typer. Det har bare ikke været tilfældet (vi har sovet på hostels, men kun på dobbeltværelse), og det gik for nyligt op for os. Kan man overhovedet kalde sig backpacker uden at have prøvet det, bare én gang? Vi besluttede os for at gøre noget ved det, og bestille 4 overnatninger på dorm. Missionen var i i øvrigt, at dykke så meget ned i oplevelsen som muligt. Læs her hvordan det gik!

Dag 1

Tager færge og bus fra Koh Samui til Krabi. Spekulerer i dén grad på, om det var en klog beslutning at booke hele 4 overnatninger på dorm, når vi aldrig har prøvet det før. Ankommer til hostel hamrende trætte fra turen. Træder ind på vores dorm, hvor vi tydeligvis forstyrrer 2 bofællers chill tid ud på eftermiddagen. Heldigvis er her både rent, pænt og stille, på trods af at musikken allerede er høj nede i husets tilstødende bar. På vej ud ser vi, at der er arrangeret en tur med kayak ved solnedgang  i morgen, kun beregnet til dem der bor på vores hostel. Vi booker turen i håb om at møde mennesker og samtidigt undgå at skulle ned i baren med den øredøvende musik for at gøre det. Vi ender dagen i køjesengene, og indser hurtigt, at vi bestemt skal vænne os til, at den øverste køje ryster, hver gang underboen vender sig i sengen.

Dag 2

Hold nu k*ft vi er trætte! Vi har begge sovet elendigt fordi vi ikke er vant til fremmede mennesker i vores såkaldte soveværelse, og flygter til nærmeste kaffebar for at tømme deres lager. Overvejer fortsat hvor god en idé det her var, men beslutter os i fællesskab for at gøre en indsats for at møde nogen nye mennesker i dag. Er det ikke det, der er pointen med at sove på dorm?

Formår at komme i snak med en brite på vores værelse i løbet af dagen, og er næsten ved at komme for sent til vores kayaktur. Kayakturen viser sig at være en god beslutning – på trods af, at det med at møde nye venner kan føles som en dårlig og temmelig akavet scoretur, er alle mega sociale, og vi når at snakke med næsten alle. Én foreslår at mødes en flok til sen aftensmad – vi tager selvfølgelig med, og suger alle gode råd og røverhistorier til os. Modtager ret meget social credit for at have rejst så længe. Alle hygger over gademad, frugtshakes og lækkert fællesskab.

Går efter aftensmad ud som et lys i køjesengen, i en blanding af fysisk udmattelse og selvtilfredshed over, at egen lille mission om at gøre sig umage med at opleve dormlivet, lykkedes.

group tour beach kayak hostel asia

Dag 3

Har sovet væsentligt bedre i nat, og kan mærke af gårsdagens fysiske aktivitet og sociale samvær, har gjort kroppen behageligt træt.

Tager på sightseeing i Krabi os 2 alene, men mødes muligvis med nogle af dem fra i går til aftenmarkedet. Kan begge mærke, at vi ikke har haft alenetid for alvor, og selvom vi er på sightseeing alene sammen, er det ikke det samme som at lukke døren til et værelse.

Møder ikke de andre til aftenmarkedet, men inviterer briten fra vores dorm med. Han rejser alene for første gang, og har cirka været lige så nervøs for om han nu ville få nye venner, som vi.

Dag 4

Overvejer seriøst hvordan backpackere fungerer til at kunne tage ud og opleve ting, når de bor på dorms i så lange perioder af gangen?! Har fået kæmpe respekt for dem, og deres superheltelignende evner til, at overkomme søvnmangel. Magter ingenting, og vi gemmer os bag hver vores gardin i køjesengen med en telefon det meste af dagen.

Får en smule mere energi da en utroligt sød ny hollandsk bofælle kommer ind af døren og introducerer sig. Hun har rejst med en gruppe i et par måneder og er for første gang alene og på egen hånd og er også overvældet over den nye dormoplevelse. Inviterer hende med ud at spise aftensmad, hvor samtalen kører glat. Derhjemme kunne hun snildt være blevet min veninde, men vi ved, at i morgen er vi allerede videre til næste sted.

Dag 5

På trods af, at folk virkelig gør sig umage for ikke at larme, har vi begge haft endnu en dårlig nat og vækkes i en komisk filmagtig scene, hvor et kæmpe optog på gaden spiller høj musik, og alle løfter hovedet forvirret fra deres køjer. Er helt ok med at skulle videre i dag.

Backpacking Foodies night market group hostel

Hvad lærte vi?

Vi lærte virkelig, at de fleste der møder op på deres dorm, er lige så usikre som os ift. at møde nye venner – det var rigtigt fedt at mærke, at vi ikke stod alene med den følelse. Samtidigt erfarede vi også, at det klart er nemmere, at møde nye mennesker når man bor på dorms på hostels, fremfor dobbeltværelser på hostels. Meget af snakken opstår over køjerne på værelset, hvilket var fedt for os, som vil foretrække at undgå baren med den høje musik, hvor man ellers ville møde de nye mennesker.

I øvrigt fandt vi ud af, at der ikke er så mange penge at spare ved 2 køjesenge, fremfor et dobbeltværelse. Den lille prisforskel der nu måtte være, endte for os med at blive brugt på at drikke mere kaffe ude, så vi fik udfyldt vores behov for alenetid på den måde.

Ville vi gøre det igen? Hvis vi tørstede rent socialt, tror jeg godt vi kunne finde på det – dog nok i lidt kortere tid, da den dårlige søvn virkelig påvirkede humør og energi.

Burde jeg sove på dorm når jeg backpacker?

Fordele

  • Trænger du til selskab er det ekstremt nemt at møde nye mennesker. Frasen ”So, how long are you travelling for?” er en helt legit åbner til en samtale i backpackerverdenen uanset om du møder nye mennesker på dit dorm, tilfældigt på gangen, eller i baren.
  • Der er som regel fede fællesaktiviteter at mødes om, hvis man ikke er til at møde fulde folk i baren.
  • Det er virkelig billigt.
  • Der er som regel flere lækre fællesområder på et hostel fremfor et hotel eller guesthouse. Det er fedt når man rejser længe, for så kan man komme ud, uden at skulle ud og foretage sig noget konkret.
  • Du bliver inspireret af andres fortællinger. Fordi du næsten kun møder backpackere som har rejst i længere perioder, får du både en masse vilde røverhistorier, men også inspiration til nye fede destinationer.

Ulemper

  • På trods af, at vi havde utroligt hensynsfulde bofæller, som gjorde sig rigtig umage for at være stille når de rejste videre tidligt om morgenen, eller kom sent hjem fra baren, bliver din søvn kun overfladisk, fordi du bliver vækket af andre. Alle har forskellig døgnrytme, og det giver dårligere søvn.
  • Du opgiver alt privatliv og næsten al alenetid. Der er selvfølgelig ikke altid andre inde på dit dorm, men du kan aldrig lukke døren og selvvalgt være alene.
  • Der mest penge at spare, hvis man backpacker solo. Når man er 2, koster et dobbeltværelse næsten det samme som to senge.
  • Du møder konstant  nye mennesker som er både venlige og interessante, hvilket også gør, at du skal sige farvel til rigtig mange mennesker på kort tid, når du bor på dorms.

Har du sovet på dorm når du rejser? Hvad var din oplevelse?

error
Luk menu