BREAKING: Visum opfylder rejsedrømme!

BREAKING: Visum opfylder rejsedrømme!

  • Post author:
  • Post category:Vietnam

Når man rejser kan kun én ting være sikkert: Du ved aldrig hvor du er i morgen. Denne følelse var d.24 november særligt dominerende, da vi med sved på panden drog mod grænsen. Mål: At blive i Vietnam! Turen har krævet timers planlægning og research, og en følelse af håbløshed, fordi det har været svært at drømme efter d. 24. Hvis vi nu ikke kunne blive, føltes det som at snyde sig selv, at drømme videre om nye lækre vietnamesiske destinationer. Det har været kedeligt, for den halve glæde er såmænd at drømme om alt det nye man gerne vil se!

4 timers kørsel og en gåtur med store rygsække senere, står vi foran den første grænsevagt. Vi fortæller ham, at vi vil have et stempel til Laos, men at vi skal tilbage til Vietnam i dag. Han nikker og smiler med den største selvfølgelighed – puha! En omgang udfyldelse af rejsepapirer senere, gælder det den vietnamesiske grænse. Vi begynder så småt at føle håb, nu det gik så nemt ved den laotiske grænse. Ved den vietnamesiske grænse er det lidt mere omstændeligt, for det er her vi skal ansøge om visum. Visumpapirerne kræver mange informationer – vores families navne, relation og deres fødselsdag(hvorfor??). Grænsevagten griber med største selvfølgelighed vores papirer, siger ”money, money” og da vi har betalt, er vi stort set i mål! Vi går fra grænsen, med hænderne løftet i jubel – nu kan vi endelig drømme igen!

Men hvad så nu? Vi tager de 4 timer tilbage til Hue, og tager en hurtig beslutning. Vi vil videre i dag, vi kan næsten ikke holde ud ikke at udnytte vores nyfundne frihed! Den demonstrerer vi så vi at tage en 13 timers togtur til Nha Trang. Var det rationelt efter sådan en lang dag? Ikke synderligt, men frit, det var det!

Rejseskyld

Så hvad har vi lavet siden da? Ikke så frygteligt meget. Vi har nydt at søvnen ikke længere forstyrres af visumspekulationer og at vi kan lade skuldrene falde.

For mig sker der altid noget pudsigt, når vi ikke laver så meget – jeg føler skyld. Du må gerne tænke at det er komplet irrationelt, for det er det også! Hvem i verden kan gå igennem et helt års rejse, og gøre noget hver dag? Og hvornår holder man egentlig weekend, når man har fri hver dag? Vi har mødt flere rejsende, som rejser meget hurtigt – vi mødte for nyligt et dansk par som tilbragte 1 måned i Vietnam og som ”kun” havde 10 destinationer. Wow tænkte jeg – var det mig, kunne jeg slet ikke følge med til så meget på 1 måned. Hvornår holder de mon weekend?

Weekenden kommer for os med jævne mellemrum, når vi bliver fyldt af alle de dejlige oplevelser vi har fået. Så tager vi en dag eller to, hvor tempoet er (endnu) lavere, og hvor vi ikke opsøger nye oplevelser. Skylden bor hos mig, lige nøjagtig dér. Når man nu har valgt at tage 1 år ud af kalenderen bør man jo bruge tiden fornuftigt og ikke falde i dovenskabens fælde! Det er så her jeg må gribe fat i mig selv, og ligge rejseskylden til side, for de eneste vi skal skabe en god rejse for, er jo os selv. Har vi brug for en pause skal vi da i den grad udnytte at vi kan det, i dette år – vi bestemmer jo som regel ikke vores pauser når vi arbejder. Dovenskabstanken må forgå, for man kan vidst ikke gennemføre alt det hårde fodarbejde der ligger før årsrejsen i dovenskabens ånd. Jeg skal vidst bare lære at slappe af hva’?