Hanoi er den type sted som er både for meget og helt fantastisk på samme tid. Den konstante dytten fra scootere, der helt klart har noget de skal nå, blandet med hyggelige lokale kaffebarer med plastikstole, og en dame der vil sælge dig kage/frugt/skrammel på hvert et gadehjørne.

Den vietnamesiske kultur med de kulørte lamper, kombineret med de franske skodder for vinduerne er charmerende og smuk. At Hanoi har været domineret af det franske i så mange år er meget tydeligt – Vietnamesernes kærlighed til Banh mi (fransk baguette med paté, koriander, syltede gulerødder og andet godt) og deres præference for kvalikaffe med rigelige mængder kondenseret mælk, pan au chocolat og den gamle bys tydeligt franske præg i byggestil. For en som jeg, der har tilbragt mange dejlige somre i det sydlige Frankrig kan jeg kun elske det! Der er såmænd steder i Hanoi hvor jeg et kort øjeblik glemmer ,at vi altså er i Vietnam, og ikke Frankrig – så kaster man et blik på trafikken, og kommer hurtigt tilbage til Vietnam igen.

Det er interessant at se det kaos der er Hanois trafik – er man fodgænger må man gå over vejen uden lyskryds, og som var det en leg, navigerer enhver scooter elegant omkring dig. Hvad der virker kaotisk for mig, virker naturligt og problemfrit her – hvorfor dog overhovedet have lyskryds, når det nu kører så godt?

Vi har på heldigste vis fået placeret os i den gamle bydel, som også klart er den mest charmerende del af byen. Den er i hovedtræk som jeg husker den, da jeg for 12 år siden besøgte den sidst.  Byen er selvfølgelig blevet mere turistet, men det har ført nogle gode ting med sig. F.eks. har de fleste street food steder engelske menukort, og byens hostels er af ret høj kvalitet. Vi er ovenud tilfredse, og klar på at bruge 1 uge her!

Vietnam – smilets folk?

Vi valgte i dag at tage på Hoa Lo prison, som engang blev bygget under den franske koloni, med det formål at være det største og mest frygtindgydende fængsel i hele Indokina. Muséet viste både de absurd hårde forhold de politiske fanger havde dengang under den franske koloni, men gav også et indblik i krigen med USA. Vi var i går på historisk museum og så hvordan Vietnameserne har kæmpet hårde kampe mod Kina også.

Når man ser alt den krig, ødelæggelse og konstante kamp for frihed til egen kultur og levevis, må man beundre Vietnameserne for de smil vi konstant møder på vores vej. I dette land skal man ikke være specielt gammel for at have set krig og for mange døden i øjnene, og det mærker vi slet ikke når vi mødes af det særligt venlige folk som vietnameserne nu engang er. Det kræver særlige evner at kunne leve livet efter så meget dårligdom og frygt. Det kan vi kun have respekt for.

Vi kalder Thailand for smilets folk, og det er nok ikke helt forkert heller – men jeg vil nu vove at påstå at det Vietnamesiske folk til enhver tid kan kæmpe om denne titel.