Top 3 oplevelser i Hanoi

Top 3 oplevelser i Hanoi

  • Post author:
  • Post category:Vietnam

Oplevelserne i Hanoi har været mange, og hvor kan man opleve masser af lokalt liv, ved blot at vandre rundt i byen. Er man til de mere håndgribelige oplevelser, er der så meget at foretage sig i denne by, at det kan være svært at vælge. Vi har her et udpluk af vores bedste oplevelser i Hanoi.

1. At møde nye mennesker

Vi sidder på små plastikskamler med klemte ben – her er et væld af scooterlarm og lokal sludder over dagens frokost. Vi har placeret os ved en af de mange streetfood stalls i Hanois gamle kvarter. Vi har på forunderlig vis formået at bestille noget mad, og sidder nu der og venter. ”Is the food any good here?” Vi kigger op og ser en backpacker slå sig ned ved nabobordet, og han har på så let som ingenting åbnet til en sludder. Vi finder ud af at vores nye bekendte har rejst i snart 6 måneder gennem sydøstasien på motorcykel og at han har oplevet et par gode byer med lækker mad i Cambodja, som han anbefaler os. Han hører om vores tur til Kina, og hvordan det har ændret sig, siden han var der sidst. Da vi betaler for vores frokost, betaler han også. Jeg bemærker at han slet ikke har spist, som han med sit åbningsspørgsmål ellers kunne indikere – han har blot drukket et par øl. Formålet var vidst ikke at få frokost, men at få en sludder.

Jeg aner ikke hvad han hedder, og vi kommer aldrig til at møde ham igen, men den slags oplevelser hører blandt den slags oplevelser der udgør charmen ved backpacking. At kunne møde nogen, dele rejsehistorier, rejsetips og være venner i 1 times tid. At langtidsrejse gør det heldigvis ret let at finde socialt samvær med andre langtidsrejsende. De er nemlig, ligesom dig, uden de ellers faste sociale relationer derhjemme, og vil deraf ofte gerne have en sludder. På trods af, at vi rejser som par er det iøvrigt heller ikke helt dårligt at møde nye indimellem, når man tilbringer 1 år med det samme menneske – lidt adspredelse fryder!

2. Street food tour med Potato!

Da vi som udgangspunkt ikke kendte meget til den vietnamesiske mad udover friske forårsruller og pho, besluttede vi at købe os til en streetfood tour. Vi tænkte at med en lokals råd ville vi opdage mad som vi nok selv ville have overset – og vi fik ret! For den nette sum af 20 $ per næse, blev vi af vores søde lille Vietnamesiske guide ved navn Potato guidet gennem hele 7 stop med forskellige retter, i følgeskab med et par andre rejsende. Blev vi inspireret? Indeed we did! Alt fra papayasalat med tørret oksekød, til æggekaffe  og sticky rice med kokosis – alt var bare så lækkert.

Papaya salat med tørret oksekød – yum!

Vores guide gav os foruden dejlig (og meget!) mad, et indblik i vietnamesisk madkultur. F.eks. lærte vi, at når en kvinde ønsker at blive gift, skal hun lave mad til sin måske kommende svigerfamilie. Kun hvis svigerfamilien synes at hun laver god mad, får hun lov til at gifte sig med ham. Pigerne i Vietnam oplæres derfor i en tidlig alder i køkkenet, så hun har større giftepotentiale. Sikken en udfordring!

3. Hoa Lo prison

Som tidligere nævnt besøgte vi Hoa Lo prison i Hanoi. Fængslet blev skabt under fransk koloni, men blev senere også brugt af Vietnameserne selv til at holde Amerikanere fangen – deriblandt John McCain. En stor del af Hoa Lo er i dag revet ned for at give plads til flere lejligheder,men det der er tilbage er lavet som udstilling og museum. Flere af cellerne er udstillet ganske som de var engang.

I Hoa Lo er der den slags stemning som man ikke kan forfalske. Stemningen skabes af, at de ting man ser opleves som autentiske og man indser hvor ringe forholdene for de Vietnamesiske fanger var i dette fængsel, samt hvor modige de var. Trods forholdene kæmpede de i det skjulte for Vietnams frihed. Et stykke med virkelighed fås lige her. Dette vil blive det sidste indlæg fra Hanoi. Efter 1 uge her har vi besluttet at komme ud af byen – planen er at tage 2 overnatninger på en af de berømte Halong Bay cruises, og herefter bruge et par dage på Cat Ba, som er en ø der eftersigende skulle have lækre strande, smuk natur og få mennesker. Vi glæder os!