Smukke Phu-Quoc og pengespeskulationer

Smukke Phu-Quoc og pengespeskulationer

  • Post author:
  • Post category:Vietnam

Der sker noget med ens forhold til penge når man rejser. Jeg tænker det særligt sker når man rejser billige steder, som f.eks. Asien. Pludselig bliver man voldsomt pengebevidst, fordi alt er så billigt! Man prutter intensivt om prisen på alt – taxapriser, markedspriser og buspriser. Pludselig ser man sig selv stå at forhandle om 1 kr. for en tuktuk-tur med en mand der har mindst 10 år gamle sandaler på. Det er også en evig overvejelse hvordan man bruger sine penge bedst. Hvordan skal de prioriteres? Hvor skrabet kan man leve, uden at gå glip af en masse oplevelser? 

Snorkelture og prisvalg

Da vi drog til den naturskønne palmetræs-ø Phu-Quoc var det med en drøm om, at få snorklet. Vi havde inden Phu-Quoc ikke haft chancen siden Thailand, da Sydkina som bekendt er fastland og nordvietnam var udenfor sæson mht. snorkling. Nu havde vi chancen, tænkte vi, og gik straks i gang med at gennemsøge det mylder af tilbud på snorklingture der selvfølgelig eksisterer på Phu-Quoc. Nogle steder kunne man få heldagsture helt ned til 17 dollars! Billige ture er som regel enhver backpackers drøm, men da vi så kiggede på billederne måtte vi tøve. Billederne viste store både, med mange mennesker klemt ind på et lille areal. Det så simpelthen ikke hyggeligt ud. Den dyreste snorkeltur vi fandt kostede 40 dollars. Turen lovede max. 15 personer på båden og et fravalg af nogle af de turiststeder, som de fleste ture tager til. På trods af, at prisen ift. de andre steder var svimlende høj (ja, vi ved godt at 40 dollars for en tur ikke er mange penge i virkeligheden!) bestilte vi dér, da det simpelthen så bedst ud.

Koralrev Snorkling Phu Quoc Vietnam Backpacking Rejse

En smuk oplevelse

Hvor blev vi ikke skuffet! Vi blev en del af de max. 15 personer på båden som lovet, og blev transporteret i speedbåd så transporttiden var minimal ift. tiden brugt på de gode oplevelser. Vi blev mødt af en guide som fyldte rummet med energi, og som f.eks. sørgede for, at vi kom til vores stop på en tropisk strand tidligere end alle andre både, hvilket betød at vi havde den helt for os selv. Vi kom ud til 2 forskellige koralrev, hvor vi kun så 1 anden båd på samme koralrev. Vi havde en guide som hoppede i vandet med os, og kunne udpege særligt smukke koraller og fisk. Vi havde flere der blev søsyge, og der blev draget stor omsorg og sørget for, at de kunne få pauser fra båden. Alt dette fik vi, for kun 40 dollars. Havde vi fået det for 17 dollars? No way! 

Nogle gange skal vi altså lige huske, at bruge lidt flere penge, dér hvor det virkelig betyder noget. Gør vi ikke det, kan det nok ende med, at vi får en masse oplevelser som bliver halve, fordi oplevelsen ikke blev den vi drømte om. Vi vil prøve at huske det!