At planlægge – skal, skal ikke?

At planlægge – skal, skal ikke?

  • Post author:
  • Post category:Vietnam

Jeg har flere gange skrevet om, at vi bevidst ikke forsøger at planlægge for meget på rejsen. Det har særligt for mig været en øvelse, men efterhånden går altså meget godt med det! Det bliver nemmere og nemmere at acceptere, at hvis du ikke planlægger noget, er der ikke noget af nå og dermed ingenting at gå glip af. Lige indtil i forgårs!

Vi havde endelig fået taget os sammen til at skulle forlade dejlige Mui Ne, og med en flybillet bestilt til Chiang Mai d.18/12, skulle vi overveje hvad vi gerne ville indtil da. Da vi er pjattet med at snorkle, og det ikke er sket siden Thailand, forslog jeg et sted, hvor det kunne lade sig gøre. Det kunne det allerbedst på øen Phu-Quoc, i det sydligste Vietnam. Vi undersøgte transport – bus til Ho Chi Minh, bus til Ha Tien, og herefter færge til Phu-Quoc. Vi tænkte, at det lød som en lang tur, så vi ville tage til Ho Chi Minh og overnatte en enkelt nat, og så videre næste morgen. Vi bookede hostel i både Ho Chi Minh og på Phu-Quoc, og var kisteglade

Da vi forlader Mui ne kører alt glat, vi kommer med en bus til Ho Chi Minh og finder hurtigt vores hostel. Da vi så ligger dér og puster ud efter busturen, falder det os først nu ind at tjekke hvornår den sidste færge afgår til Phu-Quoc! Det viser sig, at den sidste færge allerede går kl.16, og det tager mindst 8 timer med bus hen til færgen?! De tidligste busser fra Ho Chi Minh og til færgen som vi kan finde online, går kl. 8. Den kvikke vil her opdage, at det så bliver en meget stram tidsplan. Har vi valgt at booke overnatning, som kan afbestilles eller ændres på Phu-Quoc? Nej da!

Vi fornemmer, at idéen med at overnatte i Ho Chi Minh måske ikke var super gennemtænkt, og Alex springer ned i receptionen for at bede om hjææælp. Heldigvis er hostels gode til at hjælpe backpackere med spontante og uigennemtænkte planer, og opstøver en bus som vi skal møde op til kl. 5.45. Da alle planer er kommet på plads er kl. 20, vi har endnu ikke fået aftensmad og skal op igen lige om lidt. Der er simpelthen dage hvor det måske kunne have betalt sig, at udnytte sine planlægnings-skills!

Vi står op næste morgen med blot et par timers søvn under backpacken, og trisser gennem et relativt stille Ho Chi Minh. Busturen går (igen) glat, men har utroligt mange pauser. Altså jeg kan huske dengang hvor man måtte sidde i 3 timer og vente på et stop i en lokalbus i Asien, hvis man skulle tisse – hvad blev der lige af det?? Vi forsøger at kigge så lidt på Google Maps som muligt, for ikke at føle os pressede, og når endelig frem ved 15-tiden. Da vi når færgelejet proklamerer de selvfølgelig, at den sidste færge går kl. 17 – der går til gengæld ingen færge kl. 16. Vi må trække lidt på smilebåndet af os selv – hvorfor stolede vi egentlig på informationer på en vietnamesisk hjemmeside? Vi ved jo godt at halvdelen af informationen som regel ikke er korrekt, fordi den ikke bliver opdateret jævnligt.  

Vi venter pænt i 2 timer, når vores færge, og ankommer til vores hotel kl. 21. Vi nåede det! Foran os venter 5 hele dages øliv, og så glæder vi os over, at der lige går et par dage før vi tager samme tur én gang til.