Regnvejrsdage

Regnvejrsdage

  • Post author:
  • Post category:Vietnam

Der er de dage hvor solen fra morgenstunden titter frem, og man straks fornemmer det næste eventyr lure lige om hjørnet. Så er der regnvejrsdagene – og her tænkes ikke regn 1-2 timer, men hele dages regn. Sådan et par døgn har vi haft Hue, og det kan være en smule svært. Jeg ville sådan ønske jeg kunne sige, at jeg var en af dem som gladeligt tog på eventyr uanset vejr, men det er jeg ikke. Den slags backpackere findes helt sikkert derude et sted. Ikke at det i går var en mulighed at tage nogen steder – regnen var så heftig hele dagen (se Instagram), at 1 sekund i regnen efterlod én mere eller mindre druknet.

Vi forsøgte som sædvanlig at få det bedste ud af noget træls, og fik kæmpet os frem til nærmeste kaffebar. Alt imens vi slubrede vores stærke iskaffe, så vi vejene blive opslugt af vand. Ikke at det rørte de lokale synderligt, alt lod til at foregå som vanligt, bare med regnslag på. Jeg imponeres ofte i asiatiske lande, over de lokales evne til at håndtere ekstreme vejrsituationer. Jeg mener, vi har sne næsten årligt, og det er vi ret udfordret i at håndtere i DK ikke?

Det gode ved en regnvejrsdag er, at tempoet sænkes yderligere. Mange aktiviteter foregår jo som bekendt udendørs, så der er langt mindre at nå. Dagen kan fordrives med småsysler og kaffeslabberas (Ja, vi slæber pulverkaffe med rundt i tasken). Vi havde for første gang siden Thailand været så heldige at få en overdækket terrasse til værelset, som gav mulighed for at observere vejret uden at komme ufrivilligt i bad. Sagen er dog den, at den slags dage indimellem resulterer i en form for ufrivillig rastløshed, da dagen tit var afsat til anden side.

Aftensmad i regnvejr? niks!

Da tiden endelig kom til aftensmaden i går, opstod krisen. Det viste sig, at mange af de omkringliggende lokale restauranter havde lukket, fordi det regnede. Vi tog fejl – tingene forløber måske ikke helt som de plejer, når der er så kraftig regn. Hvorfor dog også holde åbent og så håbe på at folk søger ly for regnen i din restaurant og køber din mad? Det virker fjollet! Som det gode menneske Alex er, ofrede han sig og trodsede regnen. Han fandt én restaurant der havde åbent, hvor ingen kunne engelsk, og han fik 3 ukendte retter to go. Det føltes vældigt sejrrigt da han kom tilbage, da alternativet havde været at få kaffe og Pringles til aftensmad. Denne slags dage hører til når man rejser, og får os heldigvis til at værdsætte de smukke solskinsdage endnu mere. Vi må da håb’ det blywer bæjre i morgen!