Rejsebudget i Australien!

Rejsebudget i Australien!

Da vi i septembers tog afsted på årsrejsen, var vores tanke, at ville rejse rundt i Asien et helt år. Det var også det, vi havde lagt budgettet efter. Da vi så fik spontane og geniale idéer som f.eks. at tage på roadtrip i Australien, krævede det en del omtanke at få det til at lykkes rent økonomisk. ”Kan Australien lade sig gøre på budget? ”, spørger du så; og svaret er, ”ja! ”. Her er vores budget i Australien, og de erfaringer vi gjorde os på vejen!

Forbruget

Efter en kølig og kritisk udregning af forbruget i Australien, har vi nu de præcise tal!

Per dag brugte vi tilsammen: 813 kr.*

Dvs. 28 dage i Australien kostede: 22.764 kr.*

*Dette inkluderer ALT, med undtagelse af flybilletter og visum.

Prislejet i Australien

  • Campsites: 25-50 AUD.
  • Mad i supermarked: Danske priser.
  • Mad på billigt spisested: 15-25 AUD
  • Benzin: 1,19 – 1,50 AUD per liter

Hvad slags tur planlagde vi?

Vi valgte helt klassisk at tage et roadtrip i Australien, langs den australske østkyst. Turen hører blandt de bedst besøgte ruter i landet, men da vi ikke havde prøvet at navigere i Australien før, tænke vi at det egnede sig godt til et første besøg. Vi valgte at vi skulle køre i en campervan, og brugte længe på, at finde både det rigtige firma og den rigtige type camper. Vi vil gerne sende en kærlig anbefaling til Britz som vi endte med at vælge, og som gav både gode campere til ordentlig pris, og en rigtig fin og problemfri behandling! Formålet med turen var primært de naturoplevelser der af sig selv ville komme, af de lange køreture ud i den smukke Australske natur.

Hvad sparede vi penge på?

  • Vi valgte at køre fra Cairns til Sydney, og da de fleste kører fra Sydney til Cairns, fik vi rigtig meget rabat på, at køre turen den vej.
  • Vi valgte en campervan uden aircondition i bagenden, og det var temmelig hårdt i sommervarmen! Hvis man vælger at gøre som os, ville det være anbefalingsværdigt at vælge en forårsmåned at roadtrippe, fremfor en sommermåned.
  • Alle camperrentals prøver at sælge dig alle mulige ekstra ting til camperen, når du henter den. Vi sagde nej til det hele, og valgte f.eks. at købe egne campingstole fremfor at leje dem hos Britz. Stolene vi købte kostede 10 AUD (50kr.) per stk. at købe selv, og havde kostet 5-10 dollar per dag, at leje fra en camperrental. Vi afleverede dem til genbrug ved turens slutning, så de ikke gik til spilde!
  • Vi forsøgte, at campere gratis ca. hver anden dag. Der er relativt mange gratis steder at campere i Australien, så det var ret nemt at overholde.
  • Vi brugte apps til at tjekke benzinpriser, så vi altid fik det billigste i området.
  • Vi spiste næsten ikke ude, og når vi gjorde, valgte vi billige steder.
  • Vi brugte 0 kr. på aktiviteter – du hørte rigtigt! Vi prioriterede de mange gratis, og meget smukke nationalparker og i storbyerne tog vi på gratis muséer og sightseeing.

Hvad prioriterede vi at bruge penge på?

  • Vi valgte en campervan med både mikroovn, køleskab og 2 gasblus. I betragtning af, at vi stort set ikke spiste ude, var det en rigtig god investering!
  • Vi valgte en campervan, som per garanti ikke var alt for gammel, og som havde automatgear.
  • Vi købte faner, for at kunne holde sommervarmen ud – de røg selvfølgelig også til genbrug ved turens slutning.
  • Vi prioriterede indimellem at bruge 1 nat eller 2 ekstra på en betalt campingplads, også selvom de kunne være dyre.
  • Vi spiste rigtig meget dejlig og også lidt dyrere hjemmelavet mad. Personligt levede jeg primært af Lurpak, varmrøget laks og groft bagerbrød, i løbet af den måned. Okay, okay vi købte også kage – tit..
  • Vi valgte, at købe en masse data til vores ene telefon, så vi (næsten..) altid havde internet.

Det vi prøver at sige er, at det altså kan lade sig gøre at rejse til Australien, uden at gå helt fallit. Vi har brugt penge med omtanke i Australien, men føler på ingen måde at der er noget vi ikke har set eller gjort, fordi vi ikke havde råd. Hermed en kærlig anbefaling; prøv Australien på budget!

error
Luk menu