Australsk åbenhed og professionel danskhed

Australsk åbenhed og professionel danskhed

Vi er ankommet til en campingplads i Brisbanes udkant. Med en stor campervan og absurde parkeringspriser, beslutter vi at tage bussen ind til centrum af byen. Da bussen ankommer, stiger en smilende buschauffør ud. Han tager sig god tid til at finde en rampe frem, så en kørestolsbruger kan komme ud af bussen. Med et smil ønsker han de udstigende en god dag, og går retur til sin plads. Han smiler til os, giver os billet og ønsker os en god tur. Det lyder banalt, men jeg overraskedes virkelig over serviceniveauet og den sociale åbenhed i Australien, som i øvrigt minder en del om den oplevelse jeg havde i USA. Alle smiler, alle ekspedienter spørger ”How are you?” når de hilser på dig, og generelt kan man ikke gå nogen steder, uden at folk gerne vil i snak med dig. Jeg beundrer virkelig den forholden til andre mennesker i fuld offentlighed. Jeg er helt med på, at når ekspedienten spørger hvordan jeg har det, er det til dels overfladisk og hun forventer jo ikke et personligt svar. Samtidigt kan det være enormt grænseoverskridende – jeg har f.eks. oplevet at en kassedame har kaldt mig ”honey”, som for mig er et mega personligt ord at bruge om nogen.

Der er dog noget beundringsværdigt over, at service og tilstedeværelse er personligt. I Danmark skal man være heldig hvis kassedamen smiler til dig, de må ikke sige ”hav en god dag”, og er der en fremmed der vil snakke med dig i supermarkedet, er det dybt atypisk og udenfor normen. Ingen ser hinanden i øjnene, eller forholder sig til hinanden – ikke når det er folk vi ikke kender. Bevares, servicen er som regel professionel – men upersonlig.

Jeg selv passer perfekt ind i det der ret klassiske danske billede af adfærd i det offentlige rum. Jeg kan bestemt værdsætte, at kunne gå ganske alene ud at handle, og komme hjem uden rigtigt at behøve at forholde mig til en masse til andre mennesker. Dog kan jeg fascineres af, at den Australske mentalitet er så socialt orienteret. Der er en tydelig fornemmelse af socialt fællesskab, gennem den offentlige sociale adfærd. Gad vist om vejret har en indvirkning? At folk tilbringer enormt meget tid ude, og deraf også automatisk skal forholde sig mere til omverdenen ift. det kolde nord, hvor vi bruger det meste af tiden indendørs?

Spørgsmålet er også, om det er bedre at være upersonlig i det offentlige rum og så personlig derhjemme, eller om det er bedre at være personlig men overfladisk i det offentlige rum? Jeg ved det ikke, men hver gang jeg møder et nyt land bliver jeg inspireret, og får lyst til at tage et stykke kultur med hjem – mere personlig forholden til den offentlige omverden, ville være det jeg tog med hjem fra Australien.

error
Luk menu