Rejsebudget på Maldiverne!

Rejsebudget på Maldiverne!

Med tanke på Maldivernes rygte som værende en rigtig luksusdestination, var det vores forventning, at Maldiverne ville blive den dyreste destination på hele årsrejsen. Spoiler – det gjorde den ikke! Dog vil jeg sige, at en budgetrejse til landet der fra mit ydmyge perspektiv, må betragtes som det smukkeste i verden, kræver omtanke. Noget af det der gør Maldiverne dyrt, at bl.a. de mange skatter og afgifter, som tillægges når du lejer et hotelværelse. Nogle værelser tillægges mere en andre, så det er om at være vågen når man booker!

Forbruget

Per dag brugte vi tilsammen: 733,7 kr.*

Dvs. 26 dage på Maldiverne kostede: 19.077 kr.*

*Dette inkluderer ALT, med undtagelse af flybilletter og visum.

Prislejet på Maldiverne

Alle priser skrives i USD, da det er den møntfod, som oftest anvendes på Maldiverne.

Hotelpriser: 50-100 USD per dobbeltværelse

Mad på billigt spisested: 5-10 USD per ret

Lokal færge: 3-7 USD per billet

Speedbådsfærge: 150 USD per billet

Maldiverne Backpacking Maldives Rejse Ferie
En typisk gade på Maldiverne

Hvad slags tur planlagde vi?

I kraft af den lange periode vi valgte at være på Maldiverne, blev det naturligt at lave nogle øhop på Maldiverne – gode råd til det, kan du læse mere om her. Vi endte med at besøge 4 af de små lokale øer, med kun korte stop på de ret uinteressante hovedøer, Male og Hulhumale. Da vi begge elsker at snorkle, var det vigtigt for os at få nogle gode oplevelser under vand – om de var købte, eller planlagt på egen hånd kom sig ikke så nøje.

Hvad sparede vi penge på?

  • Vi brugte den lokale billige færge, på alle de rejsedage det overhovedet kunne lade sig gøre.
  • Vi har vores eget snorkeludstyr med, og det gjorde det nemt at tage ud at snorkle på egen hånd. Størstedelen af vores undervands oplevelser, har derfor været ganske gratis.
  • Vi spiste stort set kun på de billigste spisesteder vi kunne opstøve på øerne.
  • Vi købte et værelse inklusive fuld kost på vores sidste destination – det kostede omtrent 100 USD., men sparede os penge alligevel, da vi så næsten undgik at købe ting hos købmanden.
  • Vi valgte i høj grad hvilke øer vi skulle besøge, ud fra hvilke øer der havde de billigste hotelpriser.
  • Vi valgte udelukkende at besøge lokale øer, og undgik derfor dyre resortpriser.

Hvad prioriterede vi at bruge penge på?

  • Der var rigtig gode muligheder alle steder for, at købe friskpresset juice – så det gjorde vi en del!
  • Vi måtte punge ud for en speedbådsfærge et par gange, da tiderne vi havde fundet online ikke passede – det betød at vi skulle flytte ø på dage, hvor den lokale færge ikke gik.
  • Vi købte en pakke med flere forskellige snorkelture, fisketur og øbesøg, for 100 dollar per snude – det var virkelig godt givet ud, med de fantastiske oplevelser vi fik med hjem!
  • Vi brugte ret mange penge på, at investere i et simkort med data på, til vores telefon – Wifi på Maldiverne efterlader nemlig meget at ønske.
  • Vi prioriterede at spise dyr italiensk mad, da vi på et tidspunkt var godt og grundigt træt af at spise dåsetun (en MEGET fast del af den Maldivianske kost).

Det kan altså konstateres, at man ikke behøver at ruinere sig selv for at tage til Maldiverne! Man får selvfølgelig ikke private hytter med seaview og infinity pool med ovenstående budget, men vil man bare gerne imponeres af Maldivernes fantastiske natur, behøves den slags luksus slet ikke! I al beskedenhed, vil jeg give mine varmeste anbefalinger til Maldiverne på budget.

error
Luk menu