En backpackers guide til øhop på Maldiverne!

En backpackers guide til øhop på Maldiverne!

Efter omtrent 4 uger i dette smukke øland, vil vi gerne dele vores erfaringer med jer. Sagen er den, at øhop mellem lokale øer, og hoteller på budget er noget relativt nyt i Maldiverne. Før i tiden var der udelukkende resorts som ejede hele øer, og det var dér turisterne havde mulighed for at tage hen. I dag er der blevet åbnet op for, at bygge guesthouses og hoteller på lokaløerne, hvilket udvider mulighederne for at udforske landet betragteligt. Hostels er dog fortsat ulovligt på Maldiverne, og den klassiske backpackervibe vi kender fra Sydøstasien, vil derfor ikke være at finde her. Til gengæld er der rig mulighed for at opleve autentisk Maldiviansk kultur, da de fleste øer endnu ikke er slugt af turismen!

Det er ingen hemmelighed, at det er supersvært at vælge mellem alle de øer, når man skal planlægge sit øhop på Maldiverne. Mulighederne er uendelige – vores valg faldt på øer, som var til at nå med en færge inde fra hovedstanden, samt øer der havde hoteller i den billigere ende. Skal du til Maldiverne, men er i tvivl om hvilke øer du skal vælge? Her får du lidt inspiration!

Øerne

Vi valgte at besøge 4 lokale øer – vi har også kortere stop på storbyøerne Male og Hulhumale, men dem undlader vi her:

  • Maafushi
  • Fulidhoo
  • Rasdhoo  
  • Ukulhas

Hvad skal jeg vælge?

Bedste hotel: Maafushi – Stort lækkert værelse, god service, wifi og morgenmad, billige ture.

Billigste hotel: Rasdhoo – Stort værelse, god service, sløvt wifi og minimal morgenmad, dyre ture.

Billigste snorkelture: Maafushi – Alle andre steder tog de 40-50 dollar per mand for et par timers snorkling. På Maafushi fik vi en pakke med 2 snorkelture (1 med skildpadder og rev, 1 med hajer og delfiner), besøg på naboø, fisketur samt en transfer til næste ø for kun 100 dollar per mand!

Bedste madmuligheder: Maafushi – Stort udvalg af restauranter, i kraft af, at øen er lidt mere turistet end de andre.

Dårligste madmuligheder: Fulidhoo – Her var kun 2 meget lokale restauranter, hvilket mindskede madudvalget betragteligt. Til gengæld var maden billig ift. prisen på de andre øer.

Bedste koralrev: Ukulhas – Vil man gerne snorkle på egen hånd, er det stedet at tage hen! Der er et stort rev på øens store strand, som er let tilgængeligt og med mulighed for at se bl.a. nemofisk i hobetal, moræneål, revhajer og alverdens smukke fisk!

Dårligste koralrev: Rasdhoo – Rasdhoos strand var utroligt tildækket af store tangøer, og det var derfor svært både at snorkle og bade der.

Bedste børnevenlighed: Maafushi – Vandet på Maafushis strand er lavt, og bølgerne få. Desuden er der en rigtig fin legeplads på øen, og så ligger øen ikke mere end 45 minutters speedbåd fra lufthavnen.

Klareste turkise vand: Fulidhoo – Fulidhoo havde det smukkeste vand af dem alle, og havde endda djævlerokker som faste beboere ved den lokale strand!

Bedste strand: Fulidhoo – Lækkert klart vand og blødt sand. Vandet bliver dog hurtigt dybt, så hvis der er småbørn med, er Maafushi en bedre løsning.

Mest charmerende by: Maafushi – Maafushi er ret velholdt ift. de andre øer, og har masser af flotte farverige huse.

Mest lokale ø: Fulidhoo – I kraft af øens mini størrelse, blev det en virkelig lokal oplevelse! Her var et fåtal af turister, hvilket gav rig mulighed for at observere øens lokale liv.

Vores favorit: Ukulhas – Vi eeelsker at snorkle, og det har derfor været mega fedt at kunne udnytte øens lokale rev!

Øen vi ikke ville besøge igen: Rasdhoo – Øen havde begrænsede spisemuligheder, en tangfyldt strand med groft sand, og en ikke så velholdt by.

Ukulhas Maldiverne Backpacking Maldives Rejse Ferie dykning Vand fisk
Flotte nemofisk på Ukulhas’ lokale rev!

Gode råd

Transport: Transporten har uden sammenligning været den største udfordring ved, at planlægge øhop på Maldiverne. Når det gælder transport, har du 3 valgmuligheder: Lokalfærge, speedbådsfærge og privat speedbåd. Som du nok kan gætte, er der stor forskel på prisen. Den dyreste lokale færgetur vi har været på, kostede 3-4 dollar per mand. Alle speedbådsfærger koster 40 dollar per mand og den private løsning skulle eftersigende kunne rende op i flere hundrede.

Det svære ved transporten er, at der stort set ikke er nogen øer, der har færger, der afgår dagligt. Det lokale færgeselskab har en hjemmeside med færgetider, og det endte med at koste os en tur med speedbådsfærge, at tro på hjemmesidens tider. Tiderne skifter ofte og uden varsel. Vores bedste råd er derfor: Skriv til dit guesthouse eller hotel INDEN du booker dit ophold, og spørg til hvilke dage der afgår færger, så du kan planlægge derefter. De lokale på øerne kender tiderne bedst, og du vil derfor få den mest pålidelige information derfra. Vær opmærksom på, at der sjældent går færger om fredagen, fordi det er en muslimsk hviledag

Penge: Sørg ALTID for at tage rigeligt med penge med til de lokale øer. De færreste små øer har ATMs, og du kan ikke forvente, at betale med kort. De fleste hoteller tager dog kort. Hæv gerne dollars hjemmefra, da dollars er gangbar valuta alle steder på Maldiverne. Bed din bank specifikt om, at få spritnye sedler, da folk MEGET ofte nægter at modtage gamle sedler. Er der den mindste revne eller bøjning i sedlen, vil den som oftest blive afvist.

Påklædning: Fordi Maldiverne er muslimsk, er det også et mere konservativt land ift. påklædning. De fleste steder på nettet læser man, at man helst skal dække skuldre, bryst og ben ned til knæet, uanset køn. Vi snakkede med en lokal mand på Fulidhoo (den mest lokale ø på turen) omkring det, og han sagde, at de lokale går mest op i, at man dækker kavalergangen. At man viser skuldre eller lår, er ikke så vigtigt. Det er ulovligt at gå rundt i bikini på øerne, men på langt de fleste øer findes der en Bikini beach, hvor man kan bade i bikini. Tjek dog på nettet hvis du planlægger øhop, da der faktisk findes øer, som ikke har en Bikini beach!

Alkohol: Som danskere, bliver vi næsten også nødt til at snakke om, at alkohol er ulovligt på Maldiverne. Vi oplevede personligt at der var et stort udvalg af friskpresset juice, smoothies og alkoholfrie drinks alle steder, så vi manglede det ikke. Ønsker man sig en øl alligevel er der et par muligheder – man kan købe sig til en dag, på en resortø. Da resortøerne er ejet af resortet, kan resortet selv bestemme reglerne – alkohol er derfor lovligt. Den anden mulighed er, at der er både udenfor nogle af de lokale øer, som har alkohollicens. Man kan således købe billet til sådan en båd for en dag, og få sig den drink man drømmer om.

Åbningstider: Åbningstiderne i butikkerne fungerer således, at alle butikker lukker i 15-30 minutter, når der kaldes til bøn – og det var alle butikker! Det kræver lidt tilvænning, men man lærer hurtigt at gå en ekstra omvej, hvis man hører at der kaldes til bøn, når man er på vej ud at handle. Alle butikker og restauranter har lukket om fredagen indtil kl. 14 grundet samling i moskéen på hviledagen, og du vil ikke kunne få din frokost før.

Måske tænker du så; jamen hvad koster alt det her øhopperi i verdens smukkeste øland? Det skal jeg fortælle dig, når kassen er talt op – coming soon!

Fulidhoo Maldiverne Backpacking Maldives Rejse Ferie Strand Vand Hængekøje
Alex chiller på en klassisk maldiviansk hængekøjestol!
error
Luk menu