Da vores eventyr gik mod Kina var det svært at regne ud hvad man lige kunne forvente sig.  Ville vores forestillinger om Kinas skønhed være i nærheden af det virkelige Kina?

Kinas smukke arkitektur er lige så uimodståelig i virkeligheden som i vores drømme, og er heldigvis let at få øje på i Guilins bybillede. Snørklede tagstenstage og kulørte lamper blander sig her med en ret ægte storbyfornemmelse. Vi har været heldige at bo i den gamle del af byen hvor Kinas klassiske arkitektur fylder mest, og hvor man for et øjeblik glemmer at der er en storby omkring dette lille frirum. Charmen er selvfølgelig fuldendt med kinesiske guidede tours, hvor Kinesiske turister bevæbnede med en betragtelig mængde selfiesticks tager billeder i det uendelige af byen, og nogle gange af os. Man kan ikke lade være med at smile ad den store entusiasme de kinesiske turister ligger for dagen.

Finurlige observationer i Guilin

• Pudsige ting koster penge, og alt hvad man kan forestille sig at kræve entré til, koster penge. På en restaurant vi var på kostede det f.eks. 2 yuan at bruge deres spisepinde, og en lille bro på omtrent 20 meter kostede 10 yuan i entré at komme over.
• Bilalarmer bliver brugt mega meget hernede – men på scootere. Man vil med jævne mellemrum kunne høre bilalarmer gå nede på gaden, fordi nogen er gået forbi en scooter på fortovet.
• Stemningsmusik er alle steder. I den gamle bydel og omkring søerne vil kinesisk rolig musik flyde ud af skjulte højtalere.

Risterrasserne

Vores største oplevelse i dette område skulle vi finde ude af byen. Et par timers kørsel fra Guilin ligger de smukke risterrasser. Vi havde i særlig anledning købt os til en guidet tour som bød på et besøg hos Huangluo village AKA Long hair village – en by hvor kvinderne kun klipper håret 1 gang før ægteskab, og ellers lader håret gro hele livet. Herefter ville der være frokost og endeligt risterrasserne.

Da vi ankom til Long Hair village blev vi gelejdet ind i en teaterlignende opstilling, hvor de kvindelige beboere i byen stod på scenen i en blanding af musik, lys og røgmaskine, og viste det lange hår frem, og hvordan de satte håret. Det emmede i høj grad af, at her var alt opstillet som show for at please os, turisterne. Da vi herefter kom ud på byens hovedgade, var der souvenirsælgere i traditionelle dragter, så langt øjet rakte. Det gav en dårlig fornemmelse, da vi egentllig var kede af at have givet penge til noget, der tydeligt havde begravet en del af deres originale kultur, til fordel for turismen.

Efter frokost kom hovedattraktionen – risterrasserne. Vi gik turen hele vejen derop,hvilket for os som kommer fra flade Danmark (jaja, vi er også i dårlig form, jeg ved det godt!) var en hård men enormt givende tur. Det var en helt særlig oplevelse at se smukke risterrasser tårne sig op så langt øjet rakte, og som bragte associationer til de gule rapsmarker på en dansk sommerdag  X 1 milliard. Alt dette foregik badet i sved og helt lykkelige på trods af, at mange turister flokkedes for at se præcis det samme som os.

Det bringer mig til tanker om, hvornår jeg egentlig oplever, at sådan en tur er en god oplevelse. Selvom Long hair village tydeligt var opstillet til glæde for turister, gav det os ikke glæde at se en kultur og en grundlæggende smuk historie gå tabt. Risterrasserne var tydeligt også overrendt af turister, men var unægteligt en dejlig oplevelse i kraft af de naturskønne oplevelser.

Jeg tror at for mig ligger de gode oplevelser gemt et sted mellem det mega turistede og det slet ikke turistede. Jeg har før rejst med min familie i Laos, hvor vi indimellem mødte byer som var så ubefolkede og næsten døde, at de blev uinteressante at være i. På den anden side er det for mig også let at blive kvalt i, hvis byer tilpasser sig så meget turisternes behov, at den originale kultur som engang var, er forsvundet.

I morgen venter nye eventyr, hvor væsentligt mindre storbyagtige Fenghuang er næste destination!