Hvordan vi overlever i storbyen

Hvordan vi overlever i storbyen

  • Post author:
  • Post category:Kina

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at på trods af vores fascination af storbyer savner de 2 introverte (introvert definition: At få energi gennem at være alene – altså ikke hverken at være genert eller asocial)backpackere altid ro i kaos. Vi har sammen rejst i flere storbyer, og har gennem årene opbygget vaner for, hvordan vi håndterer dette lidt udfordrende behov, i byerne der aldrig sover.

At finde sit sted

For de fleste rejsende i al almindelighed, vil det være en fordel at have et udendørs område der er ens ”eget”. Om det er hotellets borde-bænke sæt eller om det er en privat altan er ikke så vigtigt for os, så længe man kan være udenfor sit værelse uden at skulle ud og være ”på”. Ulempen ved rejsen til en storby er at med trang plads og høje hotelpriser, kan den lille oase af ro være sværere at finde end ellers. Derfor ender vi altid med at bruge tid på, at finde vores sted. Det der sted i byen hvor følelsen af ro trodser lyden af bilhorn og menneskemylder. Ofte ender vi et sted som serverer en, som minimum middelmådig kaffe, der har masser af hyggehjørner og afslappet atmosfære – ellers kan en god park med masser af bænke og langt til nærmeste vej, bestemt også opfylde behovet. Indtil videre har Hong Kong budt på Kowloon Park, som ligger indenfor gåafstand af vores guesthouse. Kowloon er en stor park med masser af snørklede stier, planter og bænke. Når man sidder dér, kan man næsten ikke høre resten af Hong Kong.

At finde eventyr ud af byen

Når vi i et par dage har brugt masser af tid på at undersøge byens centrum, får vi altid trangen til at søge ud. Dette var tilfældet i går hvor vi tog en tur ud til hvad der kun kan betragtes som byens forstad. Turen bød på fortællingen om nogle af de første som slog sig ned i Hong Kong gennem en masse historiske bygninger. Derudover så vi en helt anden type lokalt liv som gik sin gang udenom de uendeligt mange skyskrabere gigantiske boligblokke, som ellers dominerer langt det meste af Hong Kongs bybillede. Denne lille dagstur gav os den puster fra bylivet vi lige trængte til, og vi er nu klar til at se meget mere af Hong Kong!

Ping Shan Heritage Trail i udkanten af Hong Kong – Tang Ancestral Hall

At undgå for mange turistfælder

Mange af de seværdigheder storbyerne er kendt for, er ofte også de mest kaotiske steder i hele byen. Hvis man virkelig ønsker sig at se noget bestemt i en by, skal man selvfølgelig gøre det – vi har bare ofte oplevet at de klassiske seværdigheder ikke nødvendigvis er dem der giver de bedste oplevelser. Da vi for et par år siden f.eks. tog til Rom og jeg drømte om at se The Trevi Fountain blev jeg slemt skuffet – stedet var så konstant overrendt af turister, at det blev helt klaustrofobisk. Vi prøvede endda at vende tilbage på forskellige tidspunkter, men med samme resultat. Den forestilling jeg havde haft om at nærstudere den indtagene fontæne blev gjort til skamme. Vi har deraf lært ikke at sætte forventninger for højt til byernes must-sees.

Da vi for et par dage siden satte kursen mod en af Hong Kongs must-sees ved navn Victoria Peak, var det temmeligt spontant. Vi nåede at fare lidt vild på vejen, da vi selvfølgelig havde besluttet os for at gå, og ikke havde vores ellers trofaste følgesvend Lonely Planet med. Vi måtte af flere gange grine af vores på daværende tidspunkt temmelig ringe navigationsskills, men fik en hyggelig gåtur ud af det.Da vi helt udmattede ankom til den Tram som fører op til Victoria Peak, mødte dette syn os:

Køen til Victoria Peak..

Mere end 1 times kø, og så uendeligt mange mennesker. Vi kiggede på hinanden og stak i stedet over og satte os i den nærliggende park. Hvis køen var så stor til bare at komme op til Victoria Peak,hvor meget ville vi så egentlig nyde udsigten stående blandt de mange mennesker?

Men igen, alt er en prioritering – vi valgte f.eks. troligt at sidde i 2 timer og vente på fyrværkeri over Hong Kong skyline på Kinas nationaldag. Det synes vi nemlig ikke kunne gå vores næse forbi. For os giver det dog ro i kaos, at vurdere vores behov for de store must-sees med omhu.

Dette indlæg har 1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.