You are currently viewing Hong Kong på budget

Hong Kong på budget

  • Post author:
  • Post category:Kina

Når vi har valgt at rejse et år, er det bestemt ikke fordi vi er rige. Vi har arbejdet hårdt for at spare mange penge sammen, og så er vi ret så villige til, at rejse på budget. Da vi skulle beslutte hvor mange penge vi ville spare op inden vores store rejse blev udregningen simpel – vi ville have 600 kr om dagen at leve for. Vores ambitioner for budgettet er mere en lykkedes, men derfor kan det nu alligevel være temmeligt angstprovokerende at vælge Hong Kong som en af de første destinationer. Hong Kong hører blandt de dyre destinationer i Asien,  og prislejet kan næsten måles med danske standarder. Derudover gik det op for os, at vi havde valgt at tage afsted midt i kinesernes ferie, da det var nationaldag d. 1. oktober (ups!). Det betød selvfølgeligt et dyrere ophold, da værelsespriserne stiger i denne periode. Uanset hvordan vi greb turen til Hong Kong an, vidste vi, at vi ville overskride det daglige budget. Pointen med denne type budget er jo også fleksibilitet – nogle steder vil man bruge langt mindre end 600 kr. om dagen, og andre steder mere.

Fordi vi vidste at budgettet ikke holdte, måtte vi gøre os tanker om hvordan vi så ville prioritere vores penge:

Mad – mad fylder sindssygt meget i vores liv, og er noget af det vi bruger allermest tid på, både derhjemme og derude. F.eks. brugte vi for nyligt en formiddag på at jagte Hong Kongs perfekte bubble waffle, og jeg kunne ikke have været gladere. For os siger madkulturen i et land en masse om de mennesker der bor der. Vi ville derfor gerne prioritere at få gode madoplevelser, som ikke nødvendigvis behøver at være dyre, men som dog vil være prioriteret over dyre aktiviteter. Morgenmad er dog ikke hovedattraktionen for os, så vi valgte at købe ind til egen morgenmad på værelset, for at spare penge.

En lækker frokost i form af Banh Mi i en af Hong Kong’s mange hyggelige haver

Aktiviteter –  jeg skrev om i sidste indlæg, at must-sees, dyre aktiviteter og lange køer ikke nødvendigvis er nøglen til gode oplevelser i den store verden. Så hvad gør vi så i stedet? I Hong Kong har vi ganske gratis (med undtagelse af transport), oplevet en masse gode ting: Fyrværkeri over Hong Kong skyline, Kung fu opvisning, Hong Kong museum of history, Ping shan heritage trail og meget mere! Aktiviteter har denne gang kostet os 0 kr, uden at vi føler, at vi er gået på kompromis med noget. Vi har flittigt brugt både facebook og Lonely Planet, for at finde frem til de fede gratis aktiviteter.

Transport – en nødvendig post, for at komme hen til alle de gratis aktiviteter, hvis altså de ikke er indenfor gåafstand. Her brillierer Hong Kong ved at have yderst rimelige transportpriser, og vores budget render op på omtrent 250 kr på 9 dage.

Værelse – en i Hong Kong utroligt dyr og vældig kedelig post. Vi valgte det billigste centrale værelse i byen, vi kunne finde. Det kostede nu alligevel 400 kr. per nat (av!).

Nu varer det ikke længe før Mainland China venter! I morgen henter vi (forhåbentligt) vores visum. Udover at vi glæder os til at komme lidt væk fra storbylivet, glæder vi os også rent økonomisk til Kina. Vi hører nemlig at resten af Kina skulle være hamrende billig at rejse i. Fingers crossed!