Jeg står i silende regn på togstationen i Guilin. Tårerne er tæt på at presse sig på – vi har brugt den sidste halve time på at navigere igennem et hav af pirattaxaer, er blevet mødt af en turistinformation hvor ingen kunne engelsk, og 2 ATMs i udu. Det er her problemet ligger, hæveautomaterne. Da vi tog fra Hong Kong til Guilin regnede vi helt naivt med at der ville være en hæveautomat på togstationen hvor vi ankom – det viste sig så ikke at være tilfældet. Nu står vi så her, i silende regn med vores hævekort som er komplet ubrugelige lige nu.
Før afgangen med toget til Guilin fra Hong Kong skulle vi igennem en immigrationsproces som var temmelig langvarig. Jeg tror vi scannede vores pas 3 gange i løbet af processen. Alt dette foregik med 25 kg baggage på min krop, og det kan jeg ikke holde til specielt længe, så jeg var udmattet allerede inden togafgang. Togturen var såmænd udemærket, men krævede en del koncentration for at komme af det rigtige sted, da det meste jo foregik på Mandarin.
På togstationen som ligger nogle kilometer fra Guilin forsøger vi at kommunikere med en medarbejder på togstationen. Han forærer os 5 Yuan, og fortæller os hvilken bus vi skal med, og at det koster 4 Yuan for os begge. Jeg vil være ham evigt taknemmelig! På togstationen møder vi 2 backpackende tyske piger, som ser omtrent lige så fortabte ud som os. Vi kan genkende dem på de store tasker, og de regnslag som ser lige så fjollede ud som vores. Vi bliver enige om at følges på bussen – så kan det da kun gå mindre galt ikke? I bussen er alt på Mandarin, og vi reddes nådigt af, at Alex tænkte langt inden afrejse, og havde fundet en kinesisk version af Google Maps som gjorde at vi kunne følge med i hvor vi skulle af. Pigerne har ikke booket noget hostel endnu, de havde regnet med at gøre det på toget, men togets Wifi virkede ikke. Jeg tilbyder dem at følges med os hen til vores hostel, hvor de måske har et værelse til dem – de takker ja til tilbuddet.
Vi får alle 4 navigeret os ud af den lokale bus med al bagagen og regnslag. Til alles store glæde ser vi en bank lige udenfor busstoppestedet. Den viser sig ikke at kunne tage vores kort, så en sød kinesisk medarbejder tegner ruten for os, til en bank der kan. Efter en halvlang gåtur og lidt lokal hjælp, finder vi endelig en ATM der virker – nu skal vi bare hen til vores hostel. Jeg distraheres med glæde med at snakke med de tyske piger på vejen imens Alex finder vej. Jeg har så ondt af at gå med tasken i så mange timer på en dag, at det føles som om ryggen aldrig bliver den samme igen. Da vi ENDELIG ankommer til vores hostel mødes vi af søde smilende ansigter, restaurant og chillout område med bacpackervibe og et kæmpestort lækkert lyst værelse med verdens blødeste senge. Vi føler klart at det må være belønningen efter alt det hårde arbejde. Vores hostel har heldigvis også et dorm til vores nye bekendtskaber.
Hvad lærte vi?
- Hav ALTID lidt af den lokale valuta med dig ind i landet.
- Vores dyre regnslag er den bedste investering vi nogensinde har lavet.
- 4 backpackere er klart bedre en 2 når det er svært.
- Kineserne er med al sandsynlighed det sødeste og mest hjælpsomme folk vi nogensinde har mødt!
