Fenghuangs gamle bydel er virkelig det Kina vi havde drømt om! Rækker og atter rækker af kinesiske huse, smukt udsmykkede broer, hul i væggen nudelshops og masser af lokalt liv. Byen er tydeligt mindre velfriseret end Guilin, hvilket blot giver følelsen af et bedre indblik i ægte lokalt liv. Vi har været enormt heldige med vores guesthouse og har fået et værelse med udsigt til floden, og en dejlig terrasse at nyde udsigten på. Det kan vidst ikke blive meget bedre.
Med denne bys uomgængelige charme følger også, at der er masser af kinesiske turister – det er et fåtal af vesterlændinge vi har set. Det gør på en eller anden måde den turistede del af byen mindre påtrængende, da alle de turistting der tilbydes tydeligt er henvendt til et helt andet publikum, end os. Der er f.eks. næsten ingen restauranter med engelske menukort eller engelsktalende personale – man må klare sig med fakter, og det bibeholder følelsen af originaliteten i oplevelsen. Mange af sælgerne gider iøvrigt slet ikke henvende sig til os, da vi er for besværlige at kommunikere med. Det betyder at vi kan gå i fred, når altså ikke de lokale på mere eller mindre diskret vis forsøger at tage et billede af os.
De sidste par dage er bare gået med at gå rundt og opdage den gamle by og al den charme der findes her. Der er snørklede trapper og småbitte gader alle vegne, så det er let at bruge dagen på at fare vild, på den gode måde. At opdage byen om aftenen er næsten endnu bedre, hvor uendelige mængder af lys og lanterner pryder flodens bred.
Vores store overraskelse i Fenghuang er, at der i ift. alle andre steder vi har været, er koldt. Når jeg siger koldt tænkes der 12-15 grader – ja jeg ved godt at det ikke er meget ift. dansk standard, men når vi lige har brugt halvanden måned i tropeklima er det altså koldt! Vores værelse har nul isolering og intet varmeapparat, så her udfordres undertegnede a.k.a. fru frossenpind. Noget andet er vi ikke rigtigt har pakket til køligere vejr, så de få langærmede trøjer vi har, er taget i brug på én gang. Det er svært når vi lige skal ud af tæpperne om morgenen, men så snart vi ruller fra til byens bedste udsigt, er det glemt igen.
Karaokekultur i Kina
Vi sad i går aftes og kiggede ud over floden med de mange glimtende lys. Vi havde placeret os ved en af de mange små hyggelige intime barer, som ligger spredt ud over flodens bred. På denne bar var der livemusik. Det er der iøvrigt ved de fleste barer her, og al sang foregår på mandarin. På trods af, at vi ikke forstod et ord af kvindens sang, lød det utroligt smukt og var akkompagneret af blidt guitarspil. Mange mennesker stoppede op på gaden, blot for at lytte til hendes sang. Efter en halv times tid holdt kvinden en pause, og til vores store overraskelse kom flere kinesere hen for at bede om lov til at låne mikrofonen og lydsystemet. Flere satte karaokemusik på, og sang ganske middelmådigt til frit skue for hele baren og de omkringliggende gader. Vi snakkede her om den store beundring vi har for kinesernes karaokekultur. Der er en helt klar stemning omkring, at alle kan synge alle steder uanset hvordan det lyder, blot fordi de synes det er sjovt at synge. Der er ingen der hverken griner, peger eller kigger skævt hvis det ikke lyder godt.
Havde baren ligget i Danmark var der bestemt ikke nogen der havde turde stille sig op at synge middelmådig karaoke, efter den smukke akustiske performance kvinden gav. Vores selvbevidsthed ville stå i vejen. Det kunne vi lære meget af fra kineserne – at synge blot fordi vi synes det er sjovt, og ikke fordi det nødvendigvis skal være en god performance, eller lyde smukt. Villigheden til at turde at stille sig frem med noget så sårbart somsin stemme, og turde stå ved at såden lyder den altså.
