Dejlige dage på Koh Samui

Dejlige dage på Koh Samui

  • Post author:
  • Post category:Thailand

Vi har i denne omgang tilbragt mange dage på Koh Samui, og jeg må indrømme, at det var med en smule forebehold at vi tog afsted. Vi har før besøgt sydlige destinationer i Thailand hvor turismen har fået så fast et greb, at den mindste smule lokale kultur kan være svær at spotte. Vi blev dog rigtigt positivt overraskede, og det lokale liv leves tydeligvis stadig på denne smukke ø.

Da vi de sidste 2 uger har holdt hvad vi vil kalde ferie mere end backpacking, har familien og vennerne været centrum for ugernes mange dejlige oplevelser. Det ville kræve lange og for de fleste kedelige beskrivelser at nå dem alle igennem, så jeg har her udvalgt nogle af vores personlige favoritter:

Aftenmarkeder

En af de ting der bl.a. overraskede os ved Koh Samui var de gode aftenmarkeder vi har oplevet i både Lamai og Fisherman’s village. Udover de sædvanlige mange souvenirboder med alt fra elefantbukser, blomster af sæbe og mere eller mindre fallosagtige askebægre, var der på begge markeder et udsædvanligt godt udbud af madboder. Generelt varierer standarden af madmarkeder i Thailand meget, og kan være alt fra en slem skuffelse til det rene madmekka. Her var udvalget stort (grillstegt kylling anyone?!), og oplagt at tage til med familie eller venner – så er der nemlig rig mulighed for at købe en masse forskelligt, og dele på en strand, et trappetrin eller et fedtet plastikbord.

Muay Thai

Læg mærke til stadionnets “Thai only” sektion, som er næsten fyldt.

Herrerne i familien og jeg besluttede en aften at tage ind og se Thaiboxing på Phetchbuncha Stadium. Vi har på alle rejser til Thailand snakket om at det måtte vi opleve, men har aldrig fået gjort noget ved det før nu. Udover det fascinerende ved at se nogen være så dygtige til det de laver, var respekten for traditionerne omkring selve sporten virkelig imponerende. Bokserne der performer en særlig dans inden kampen for at udvise respekt for deres træner og deres familie, ringen de har om hovedet som er velsignet af munke, den trationelle repetetive musik i baggrunden under kampen. Alt dette behandlet med den dybeste respekt. Det blev desuden hurtigt tydeligt hvor meget thaierne går op i denne sport – thaisektionen af siddepladserne var næsten fyldt op på en ganske almindelig hverdagsaften, og det var klart dem der skabte stemning med masser af tilråb og jubel. Fulgt af øl og godt selskab gik denne oplevelse rent ind, og er klart noget vi ville gøre igen.

Alt med vand

Vi er begge ret pjattede med de fleste vandaktiviteter og nåede både at snorkle, sejle i kajak og køre på vandscooter.

På trods af at koralrevet på de omkringliggende øer ved Koh Samui ikke har det for godt (ses tydeligt på alle strande, hvor døde koraller skylder op), er der stadig rig mulighed for at se masser af smukke fisk på sådan en snorkeltur.  Det herlige ved at snorkle er den stilhed der er under vandet, som giver følelsen af, at man for en stund træder ind i en helt anden verden. Kajak var for mig en helt ny oplevelse, og selvom armene værkede efter ganske kort tid var der ikke noget at brokke sig over – omgivet af smukt turkis vand og små søde tropeøer var jeg solgt. Turen på vandscooter var en bryllupsgave, og her var virkelig mulighed for at give den gas og få masser af vind i håret. Vi kørte en rute et stykke rundt ved Koh Samui hvilket gav en smuk udsigt til masser af klippeformationer, og det stille vand lækre vandscooterforhold.

Der har virkelig været rig mulighed for at skabe gode minder de sidste par uger. Mon vores næste destination vil give lige så mange fede oplevelser? Mere om den næste gang.