Om at være bange når man rejser

Om at være bange når man rejser

Søndag d. 21. April 2019

Når man som os bruger et helt år på at rejse, er det simpelthen uundgåeligt, at der vil ske ting som vil skabe frygt hos én. I Australien oplevede vi at skulle navigere udenom naturkatastrofer (Oversvømmelse, skovbrand, orkan), men angrebene på Sri Lanka må være det mest skræmmende. Vi har netop fået besked på at der er udgangsforbud på hele Sri Lanka, og at alle større sociale medier er lukket ned. Cinnamon Grand i Colombo blev bombet til formiddag, og mindre end 72 timer før sad vi som familie på selvsamme hotel og spiste dejlig middag. Da vi for et par år siden var i Bangkok, gik vi forbi et flot tempel, og et par dage efter sprang en bombe udenfor templet. Én ting har vi efterhånden lært – vi har absolut ingen kontrol over når den slags forfærdelige ting sker, og det er rene tilfælde, om man er – eller ikke er der.

Er vi bange? Så absolut. Et land som Sri Lanka lukker ikke ned, hvis ikke det var fordi man mener, at det er alvor. Galle er ikke ramt, men det skaber frygt i os, at Galle er en populær turistdestination og at Galle har mange kirker. Samtidigt føler vi os hamrende egoistiske ved at tænke sådan, for pt. er der en masse mennesker som allerede er væk, og det er dem og deres pårørende der fortjener alle kærlige tanker i verden. Det gør simpelthen så ondt på mig, at nogen skal opleve noget så grimt og uretfærdigt. Den egoistiske uro ulmer nu alligevel i brystet på mig, og vi har det helt fint med udgangsforbuddet, så vi kan blive på vores lille lokale homestay. Havde myndighederne ikke erklæret udgangsforbud, var vi såmænd blevet inde alligevel.

Det kræver noget af mig, ikke at lade mig skræmme så meget af den store vide verden, at jeg smutter hjem til trygge Danmark og gemmer mig. Vi har simpelthen så forsvindende lidt at være bange for i Danmark, at alle andre steder i verden let kan komme til at virke utroligt farlige på mig. Jeg mener, vores farligste slange er en hugorm! Hvis en asiat vidste det, ville de le højt over, at det overhovedet var et dyr der kunne skabe bekymring i Danmark. Danmark er uden tvivl privilegeret på det punkt. Min grundlæggende indstilling er, at man dør af at leve, og at jeg simpelthen ikke kan lade frygten stå i vejen for den store kærlighed jeg har til at udforske verden. Jeg ville simpelthen leve halvt, hvis jeg lod være med det.

D. 6. Maj 2019

Det er efterhånden snart en uge siden, at vi forlod Sri Lanka. Den sidste uge på Sri Lanka var den hårdeste i mit liv, fordi vi var isolerede og bange. Vi levede af take away for at undgå at gå udenfor, vi havde yderst begrænset kontakt til vores familie fordi alt var blokeret, vi mistede appetit og søvn, blev bange for fremmede lyde og det var svært at snakke med hinanden om hvordan vi helt reelt havde det. Jeg har den dybeste respekt for dem, der lever i lande med krig – at have en krop i konstant alarmberedskab i længere perioder, er umenneskeligt. Vi var heldige og boede kun steder i den periode, hvor vi blev mødt af støtte og forståelse af de lokale vi omgav os med. Jeg håber sådan for Sri Lanka, at turister snart vil få lyst til at komme der igen, for folket har ikke fortjent at ryge i turisternes glemmebog.

Da vi kom fra Sri Lanka, kunne vi heldigvis fortælle hinanden, om de spekulationer vi havde haft – det viser sig, at ingen af os sådan for alvor troede på, at vi ville komme derfra. Der skete så meget forfærdeligt på Sri Lanka (også efter at de danske medier for længst betragtede Sri Lanka som old news), at det lige så godt kunne gå ud over os, som det kunne gå ud over andre. Da vi først var ude af Sri Lanka og ramte Bangkoks lufthavn græd jeg af lettelse (det har jeg i øvrigt gjort mere end én gang siden), og faldt om i drømmeløs søvn i timevis på en bænk. Den drømmeløse søvn har fyldt meget for os begge, siden vi ramte lille hyggelige trygge Ubud på Bali. Vi orker meget lidt, sover meget og græder indimellem, men værdsætter vildt meget at vi kan tillade os at gøre præcis det vi har behov for, for at komme os over oplevelsen. Det har ledt til, at vi har besluttet at blive her i 1 måned – fordi vi kan.

Vi sender de kærligste tanker og kondolencer til dem der har mistet deres elskede på Sri Lanka, uanset nationalitet.  Må jeres elskede møde mere retfærdighed efter livet.

error
Luk menu