Om at turde mere

Om at turde mere

Jeg er pludseligt blevet meget stille. Vi har lige fået redningsvest, sikkerhedshjelm og handsker på – handskerne fordi, som guiden siger, ”der er mange klipper som i kan skære jer på inde i grotten”. Det siger hun selvfølgelig på engelsk og ikke på dansk, hehe – dårlige jokes hører blandt mine træk når jeg er nervøs.

Phong Nha National Park

Vi har spenderet en behagelig solfyldt dag på at tage på guidet tur i Phong Nha National Park. Parken har masser af grotter at udforske og er stopfyldt med smuk jungle at hike i. Da de gerne vil passe godt på naturen her er det strengt forbudt at vandre uden en certificeret guide langt de fleste steder, og derfor den guidede tur. Vi har brugt formiddagen på at se drypstensgrotter, og et lokalt tempel. Det er fortsat off season her, så alt foregår uden for mange guidede ture omkring os, og er alt i alt en rar oplevelse. Vi kommer i gruppe med masser af søde mennesker, som ligesom os er langtidsrejsende. Vores første egentlige udfordring på dagen er da vi skal igennem et stykke jungle, for at komme hen til den grotte som vi skal svømme igennem for at se. Her er smukt men glat i junglen, og på trods af, at de fleste af os når at miste fodfæste et par gange, når alle frem i god behold.

Vi står så her og skal svømme inde i en grotte, og det i sig selv er ikke så angstprovokerende, da jeg vil kalde mig en ret habil svømmer. Det er alt det, vi skal inden. Krydse en MEGET strømfyldt flod med et reb til støtte og herefter klatre på skarpe klipper, som helt klart er skabt for at vi skal brække halsen på dem. Jeg trækker vejret dybt, og ved jo inderst inde godt at enten bliver det her klart det værste ved turen, eller klart det allerbedste. Alex har julelys i øjnene allerede inden vi er kommet i gang. Vi starter med at krydse floden.

Flod Adventure Phong Nha Vietnam Rejseblog Backpacking Asien
Dagens absolut største udfordring – flodkrydsningen

Challenge accepted!

Strømmen er ok i siderne af floden da vi træder ud, men tager enormt hårdt ved midterst, og jeg kan næsten ikke holde mig selv fast. Alex forsøger at holde mig fast med sin ene arm, da han selv har svært ved at holde ved, og tænker at med mine umuskuløse arme, så har jeg det helt sikkert svært. Da det lykkedes os at nå over kan jeg mærke pulsen ringe i mine ører. Klipperne kommer herefter, jeg holder absolut mund, og koncentrerer mig dybt om at følge den samme vej i klipperne som den foran mig – Alex når at have overskud til at tage billeder i mellemtiden. Jeg trækker vejret frit af lettelse, da vi når vandet. Det er ganske vidst iskoldt, men her véd jeg, at jeg har styr på hvad jeg laver. Her begynder den smukkeste del af turen heldigvis også!

Med vores pandelamper ser vi smukke knudrede klippevægge, drypsten og flagermus allerøverst i loftet. Guiden lokker os til at slukke lyset og råbe højt i kor gennem grotten, så vi virkelig mærker dens rungende ekko helt ind i kroppen. Det er uden tvivl noget helt særligt at opleve en grotte ved at svømme igennem den. Glæde breder sig varmt i min mave – så blev det alligevel det bedste ved hele dagen. Varmen bliver i maven på tilbageturen, og gør den mindre svær.

Adventure Phong Nha Backpacking Rejseblog Vietnam Asien Nationalpark
Holdet er klar! Alex med julelys i øjnene, og Eline godt gemt væk bag de andre.

Mere Adventure!

Vi er klart enige om siden turen her, at adventure ting bør fylde endnu mere blandt vores mange dejlige oplevelser. Vi fik begge to – måske jeg især overskredet grænser, men på en måde så vi har lyst til gøre det igen, fordi vi virkelig mærkede at det betalte sig i den anden ende. At overskride grænser er sådan en pudsig balance, hvor man skal udfordres uden at blive skræmt væk. Den balance lærer én at turde mere. Det vil vi forsøge at finde mere af, for man har det så godt, når først man har gjort det!

error
Luk menu