Den øde ø Fulidhoo og turismetanker

Den øde ø Fulidhoo og turismetanker

Okay, okay, så er den måske ikke helt øde.. men den allermest øde ø jeg nogensinde har befundet mig på! Fulidhoo er en smuk lille palmebesat perle i det indiske ocean, der omgives af verdens mest turkise vand. Øen er omtrent 600-700 meter lang, og 200 meter bred. Den er bosat af blot et par hundrede mennesker, og her er et par små hoteller, men ikke nok til, at det forstyrrer. Her er 2 restauranter, og da vi første dag mødte op på den ene, var kokken ikke på arbejde, fordi han var taget til Male (hovedstaden). Oh well, så vidste vi da hvor vi skulle spise henne!

Hvad kan man så lave på sådan en lille ø, tænker du? Næsten intet! Det er perfekt, når man har været konstant på farten i Australien, kan jeg afsløre. Man underholdes primært af stranden og det omkringliggende vand. På den ene side af øen er der djævlerokker større en lokumsbrætter, som kommer nysgerrigt hen og undersøger, hver gang en båd sejler i land. På den anden side ligger et koralrev, som har de mest levende koraller vi har set, siden vi tog afsted på backpacking. På enden af øen ligger bikinibeach (det eneste sted, man må bade i bikini), med det reneste turkise vand. Når solnedgangen kommer, samles lokale og turister på stranden, og ser vandet blive badet i et guldrøde farver. Her er dårligt internet, næsten ingen butikker – ingen forstyrrelser. Jeg kan ikke forestille mig et sted, som er mere roligt og afstressende end Fulidhoo, og det skyldes i høj grad, at lokalkulturen har fået lov til at stortrives, selvom der er turister. Den lokale levevis smitter af på os turister, og vi får lov at smage lidt på et anderledes liv end vores eget.

Lokalkultur vs. turisme

Fulidhoo er for mig et glimrende eksempel på et sted hvor turismen endnu ikke har slugt lokalkulturen. De lokales levevis og behov kommer først, dernæst turisternes. Det viser sig f.eks. i det foromtalte minimale og meget lokale udvalg af restauranter. Det tiltaler mig enormt, da jeg oplever at det er et problem mange steder. Det er så synd når lokalkulturen må bukke under for turisternes behov, som vi f.eks. har set mange steder i Thailand. I Hua Hin, i det sydlige Thailand var der f.eks. restauranter hvor man kunne få flæskesteg med brun sovs fast hver søndag – helt ærligt? De steder hvor den lokale mad er svær at finde, og hvor alt vi ser er reklame henvendt kun til turister, gør mig trist. Hvor skal de lokale finde plads? Kom vi ikke til de lande for, som udgangspunkt at lære en ny kultur at kende? I så fald bliver det jo vældigt problematisk at dræbe den, med overdreven turisme.

Dilemmaet er stort, når det kommer til turisme. Mange steder bliver turismen en stor indtægtskilde, og særligt i de økonomisk udfordrede lande, vil det være svært at sige nej til, at tilpasse forholdene til turisterne, i bytte for en højere indkomst. Men hvornår skal man stoppe? Måske man først indser det, når det er for sent.

Fulidhoo var aldeles tilpas, når det kom til mængden af turister, men desværre så vi mange igangværende hotelbyggerier. Jeg kan have min frygt for, at Fulidhoo ville have tabt den ro og det ægte lokale liv, hvis jeg vendte tilbage om 10 år. Jeg krydser fingrene for, at Fulidhoo forbliver min smukke lille palmebesatte perle – eller om ikke andet, det der ligner.

error
Luk menu